Gammel isenkræmmerforretning lukker og kaffegigant overtager
Aarhus ældste isenkræmmer lukker og slukker efter 36 år. Det sker på grund af huslejestigninger og en ejer, der går på pension. Kaffegiganten Starbucks overtager lokalerne.
Borgportens Isenkram på Storetorv i Aarhus lukker efter 36 år. Forretningen er Aarhus ældste, men indehaver Bjarne Thomsen må se sig nødsaget til at lukke grundet huslejestigninger og en nært forestående pensionstilværelse. Det skriver Århus Stiftstidende på sin hjemmeside.
Jeg har drevet butikken i 36 år. Nu er der endnu en huslejestigning på vej, og så er det på tide, at jeg går på pension, siger Bjarne Thomsen, der overtog lokalerne i 1980, til Århus Stiftstidende.
Kaffegiganten Starbucks skal overtage lokalerne på Store Torv, og dermed åbner den tredje Starbucks i Aarhus. Det forventes, at Starbucks åbner i sensommeren, skriver Alt Om Aarhus på sin hjemmeside. Men Starbucks kommer til at åbne på et andet Store Torv end det, der eksisterede, da Borgportens Isenkram åbnede i 1980.
Vi har set til, mens butikkerne omkring os er lukket ned. Store Torv er noget helt andet nu, end da jeg åbnede butikken i 1980, og efter turistkontoret lukkede, har vi hjulpet mange folk og turister, der ikke kunne finde vej i byen, siger Bjarne Thomsen til Århus Stiftstidende.
Borgportens Isenkram lukker og slukker helt, når der ikke er flere varer tilbage og senest 1. juli.