Verdens første porcelæns-termostel vender tilbage
Lyngby Porcelæn relancerer det slanke og elegante porcelæns-termosæt som en del af sin 2015-kollektion. Termosættet var det første af sin slags på verdensplan.
I 1957 producerede Lyngby Porcelæn verdens første porcelæns-termostel. Og det er det selvsamme termostel, der nu relanceres som en del af 2015-kollektionen, oplyser Lyngby Porcelæn i en pressemeddelelse.
Designeren bag stellet, Axel Brüel, arbejdede på Lyngby Porcelæn som fasttilknyttet kunstnerisk rådgiver og fik stor indflydelse på den rene og funktionalistiske designretning, som Lyngby Porcelæn tog i 1950erne og 60erne.
Thermodan-produkterne har dobbelte vægge ligesom en termoflaske. Dette sikrer, at kaffen holder den varme temperatur længere, og at ingen brænder fingrene. Axel Brüels design er nemlig uden nogen former for hanke eller håndtag, fordi de så tit bliver stødt af.
Axel Brüel og teknikerne på Lyngby Porcelæn eksperimenterede med termoteknikken i et helt år, før de nåede et resultat, de var tilfredse med. For at give den høje, slanke kaffekande et bedre greb, besluttede de at tilføje et diskret sæt af riller i porcelænet.
En designændring, der også blev implementeret på alle de øvrige elementer i serien. Ifølge de gamle historier morede arbejderne på porcelænsfabrikken sig kosteligt med at tage prototyperne med hjem og udfordre deres venner til at tage ved den slanke porcelænskande, mens der var kogende varm kaffe indeni.
Designet fik stor opmærksomhed og anerkendelse i branchen og Thermodan fik en sølvmedalje på MilanTriennale i 1960. Herefter blev serien udstillet på Louvre i Paris og på The Metropolitan Museum of Art i New York, hvor det stadig er en del af den permanente samling.