Leverandør af Bojesen-aben vil ind på den danske designscene
Firmaet bag den velkendte Kay Bojesen-abe, Brdr. Krüger, springer nu ud som producent og markedsfører af sit eget design.
Det sjællandske trædrejeri Brdr. Krüger er særligt kendt for at producere Kay Bojesen-aben og Bøllings Bakkebord. Men nu vil firmaet være kendt for mere end det, skriver wood-supply.dk.
Brdr. Krüger vil således springe ud som producent og markedsfører af sit eget design. Den beslutning har 5. generation af Krüger-familien taget, efter et generationsskifte har fundet sted.
Læs også: Ny direktør til Brdr. Krüger
Det bliver den største forskel i og med, at min søster og jeg er trådt ind som femte generation. Det bliver vores vinkel til virksomhedens fremtid, at vi udvikler os fra at være leverandør og til at blive et selvproducerende designbrand, hvor vi udvikler, designer, producerer og markedsfører selv, siger Jonas Krüger, som sammen med søsteren Julie Krüger er de nye ejere.
En balancegang
Den nye strategi hos det oldgamle firma, som har eksisteret i 131 år, er dog også forbundet til en vis balancegang. Brdr. Krüger skal nemlig stadig holde fast i de gamle kunder, som de har leveret til længe og stadig vil levere til fremover.
Firmaets historie som værende en gammel håndværksvirksomhed skal ligeledes skinne igennem i de kommende design, skriver wood-supply.dk.
Man skal kunne se, at der er kælet for detaljen, og at der er omhu, knowhow, ekspertise og erfaring i det, vi laver. At det er gode materialer og ordentligt alt sammen. Designmæssigt har vi rødder i den danske guldalder fra midten af sidste århundrede og frem, og der må gerne være referencer til den tid, men det skal ikke stå stille i fortiden, siger Jonas Krüger.
Ambitionen er at komme ud i verden med udgangspunkt i en base i Danmark og Skandinavien.
Foruden Jonas og Julie Krüger består direktionen af adm. direktør Lasse Holm Clausen, der bl.a. har en fortid hos møbelfirmaet Scan-Thor.