Danskerne købte for rekordmange penge i julen 2023
Sidste år blev der lagt 38,5 mia. kr. i den danske detailhandel i december, som hvert år er den måned, hvor omsætningen topper. Det var rekord, med bl.a. køkkenudstyr, der toppede listen over gaver. nu bliver det spændende at se om vi slår rekorden i 2024
Vi bruger flere og flere penge i den danske detailhandel, og forbruget bliver især skruet op i december, hvor omsætningen i detailhandlen topper hvert år. I december sidste år købte vi for 38,5 mia. kr. i de danske butikker – inkl. handel på nettet. Det er den højest målte månedlige omsætning i detailstatistikkens levetid, og der var tale om en stigning på 3,2 pct. i forhold til december 2022. Detailsalget i december udgjorde 9,7 pct. af årets detailomsætning i 2023. Dermed bliver det interessant at følge detailsalget 2024.
”Hvert år ser vi et forbrugsmønster, hvor december er årets højdepunkt for omsætningen i den danske detailhandel. Det er ikke overraskende, at forbruget er højt i forbindelse med julehandlen. I december sidste år brugte vi særligt mange penge, hvilket blandt andet skyldtes, at den høje inflation, som vi især så i 2022, har givet anledning til et højere prisniveau end tidligere,” siger Kari Anne Janisse Arildsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
På den anden side er det februar, der hvert år stikker ud i den modsatte ende som den måned, hvor omsætningen er lavest.
Detailomsætningsindeks, løbende priser, januar 2010-december 2023
Julehandlen starter tidligere
Selvom december er den måned, hvor vi lægger flest penge i både fysiske og online forretninger, udgjorte den i 2023 en mindre andel af årets omsætning end tidligere. Sammenlignet med perioden 2010-2019 var december måneds andel af årets omsætning i 2023 faldet fra 10,4 pct. til 9,7 pct. Til gengæld var november måneds andel steget fra 8,6 pct. til 9,0 pct. i 2023.
”At decembers andel af årets omsætning var mindre sidste år skyldes blandt andet, at forbruget spreder sig mere over hele året end tidligere. Samtidig kan det, at omsætningen er steget i november, vidne om, at der bliver handlet ind til julegaverne tidligere end førhen. Black Friday og andre juletilbud i november kan fx have haft indflydelse på, at vi begynder juleindkøbet tidligere end før,” siger Kari Anne Janisse Arildsen.
Andelen af årets omsætning i detailhandlen, pct., 2023 og gns. af 2010-2019
Køkkenmaskiner, bøger og legetøj under juletræet
Især forretninger med køkkenudstyr, boghandlere og legetøjsforretninger har travlt op til jul. Sidste år landede henholdsvis 20,1, 19,5 og 18,7 pct. af hele årets omsætning i kasseapparatet i december i disse tre brancher. For detailhandel med køkkenudstyr og legetøjsforretninger er det dog et fald i andelen af omsætningen sammenlignet med 2010-2019.
Kigger vi på omsætningen i november for fx forretninger med køkkenudstyr, udgjorde salget i november 14,8 pct. af årets omsætning. Det er en stigning på 2,6 procentpoint sammenlignet med 2010-2019-gennemsnittet.
”Det kan være vanskelige tal at fortolke, men en vigtig pointe her er, at selvom detailomsætningen er højest i december, så er ændringen i andelen af årets omsætning størst for november. Sagt med andre ord bliver der handlet ind til flere af de klassiske julegaveindkøb i november end tidligere. Det er især elektriske apparater og elektronik, som ofte er på udsalg til Black Friday og andre juletilbud i november, der sælger bedre i november end tidligere,” forklarer Kari Anne Janisse Arildsen.
December og novembers andel af årets omsætning på brancheniveau, 2010-2019, 2022-2023