Hotel udskriver konkurrence om redesign af ægget
Ægget kan i år fejre 55-års fødselsdag. Det markerer Radisson Blu med en designkonkurrence.
Den berømte stol "ægget" blev oprindeligt designet til SAS Royal hotellet i København. Nu 55 år senere fejrer hotellet det klassiske designikon og holder i den forbindelse en global konkurrence, hvor man kan designe sin egen version af stolen, oplyser brancheorganisationen Horesta i en pressemeddelelse.
Radisson Blus gæster og designentusiaster får mulighed for at designe deres helt egen version af ægget online på design.radissonblu.com.
Konkurrencen løber fra den 1. september til den 13. oktober 2015, og hver uge går i alt tre finalister videre til finalen. Den ene udvælges af ekspertjuryen, mens antallet af stemmer på design.radissonblu.com afgør hvem, der ellers skal gå videre i konkurrencen. Til sidst vælger juryen den endelige vinder blandt de 15 finalister.
Vinderen får sin egen version af ægget i en fysisk udgave samt et tre-nætters VIP ophold i København. Derudover bliver vinderens version af stolen måske også en del af Radisson Blus nye interiør og design, som bliver lanceret senere i år.
Samtidig bliver de 15 finalisters design udstillet i miniatureudgaver på Radisson Blus rejseudstilling, som bliver holdt på udvalgte hoteller verden over i 2016.