Flere konkurser i 1. kvartal
Danmark oplevede i første kvartal af 2025 en samlet stigning i antallet af konkurser på 7 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Foto: 123RF.com
I alt gik 1.302 virksomheder konkurs mod 1.220 i 2024. Udviklingen for marts alene viser en endnu mere markant stigning på hele 32 procent sammenlignet med marts sidste år – 495 konkurser mod 376 i 2024.
“Vi ser et mindre pres på dansk erhvervsliv, hvor særligt marts måned viser en stigning i antallet af konkurser. Det er en udvikling, der bør give anledning til opmærksomhed – både hos danske virksomheder og fra de instanser, der arbejder for at sikre stabilitet i dansk økonomi,” udtaler Morten Kofoed-Larsen, Country Manager hos Creditsafe Danmark.
Store regionale forskelle i marts
De regionale forskelle er markante, og Hovedstaden står fortsat for størstedelen af stigningen i marts med 242 konkurser, hvilket svarer til en stigning på hele 56 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Nordjylland følger tæt efter med en stigning på 60 procent, mens Midtjylland derimod oplevede et fald på 8 procent.
Også Sjælland og Syddanmark havde en moderat stigning i konkurserne sammenlignet med marts 2024 – på henholdsvis 13 og 16 procent.
Region | mar-25 | mar-24 | Diff % |
Hovedstaden | 242 | 155 | 56% |
Midtjylland | 72 | 78 | -8% |
Nordjylland | 56 | 35 | 60% |
Sjælland | 69 | 61 | 13% |
Syddanmark | 51 | 44 | 16% |
Finanssektoren i kraftig vækst
Brancherne viser et mere nuanceret billede, hvor pengeinstitut-, finans- og forsikringsvirksomheder skiller sig markant ud med en kraftig stigning på hele 123 procent i marts sammenlignet med samme måned sidste år – fra 48 til 107 konkurser.
Administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester oplevede ligeledes en markant stigning på 31 procent, mens bygge- og anlægsvirksomhed havde en mere moderat stigning på 4 procent.
Til gengæld ser vi et fald i engroshandel og detailhandel, hvor antallet af konkurser faldt med 16 procent, samt en uændret situation i overnatnings- og restaurationsbranchen, der noterede 35 konkurser i både marts 2024 og 2025.
mar-25 | mar-24 | Diff % | |
Bygge- og anlægsvirksomhed | 75 | 72 | 4% |
Engroshandel og detailhandel | 63 | 75 | -16% |
Pengeinstitut- og finansvirksomhed, forsikring | 107 | 48 | 123% |
Administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester | 38 | 29 | 31% |
Overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed | 35 | 35 | 0% |
Skandinavisk udvikling
Danmark er ikke alene om at opleve stigende konkurstal. I både Sverige og Norge ses lignende tendenser, dog med varierende årsagsforklaringer og udsving.
I Norge blev der registreret 344 konkurser i marts – en stigning på 31 procent i forhold til samme måned sidste år. Det samlede antal for første kvartal endte på 1.017 – 6 procent højere end i 2024.
I Sverige gik 923 aktieselskaber konkurs i marts – den højeste marts-notering i over 30 år. Det er en stigning på 13 procent fra året før. Den svenske udvikling er især drevet af udfordringer i hotel-, restaurant-, bygge- og detailsektoren.
Download den komplette liste over virksomheder, der gik konkurs i marts