Flensteds mobiler bringer smilet frem

Flensted Mobiles er en virksomhed, som siden 1953 har skabt mobiler, eller uroer, til hjem både i Danmark og i resten af verden. Mobilerne er nogle skønne skabninger: Som noget af det eneste i hjemmet er de konstant i bevægelse, de bringer smilet frem, og så tricker de i dén grad ens fantasi.

Elefant-mobilen er en af de mest populære. Den er ideel til at hænge over en børneseng eller lign..

Ifølge ordbogen er en mobile et ”kunstværk eller pyntegenstand, der som regel består af figurer ophængt i stænger eller snore, og hvis dele bevæges af luftstrømme i rummet”. Ordet kommer af det latinske ’mobilis’, som betyder noget, der let bevæges. Og det må man i høj grad sige kendetegner de skønne skabninger fra familieejede Flensted Mobiles.

Den fynske virksomhed, som i dag holder til i Brenderup, har produceret et hav af mobiler, og der er virkelig noget for enhver smag. Både børn og voksne falder for mobilerne, og udlandet har særligt fået øjnene op for de danskproducerede, små kunstværker.

En ting der aldrig står stille
”Det, der virkelig karakteriserer en mobile, er, at den er den eneste ting i hjemmet, som bevæger sig – udover levende væsener selvfølgelig. I naturen bevæger næsten alt sig, men i hjemmet er det kun mobilen”.

Sådan lyder det fra Ole Flensted, der sammen med sin kone Aase driver Flensted Mobiles og har gjort det i 32 år. Ole er søn af Christian Flensted, der i 1953 startede uro-virksomheden, som har kastet 160 mobiler af sig gennem sine efterhånden mange leveår.

En mobile er en helt særlig pyntegenstand, eller et lille kunstværk, som ifølge Ole Flensted bringer smilet frem på den, der betragter de rolige bevægelser affødt af luftstrømme i rummet.

”Man kan ikke lade være med at smile lidt, når man kigger på mobilerne. Især børn smiler meget, når de betragter dem. Mobilerne tricker ens fantasi – bl.a. fordi de aldrig står stille. Jeg har en lommefilosofi om, at en mobile aldrig nogensinde vil hænge i samme position”, lyder det fra Ole Flensted, som selv designer mange af mobilerne fra værkstedet i Brenderup.

Flensted Mobiles laver omkring tre nye mobiler årligt, og sortimentet er efterhånden stort. Men dog heller ikke så stort, at virksomheden ikke kan følge med.

”Vi vil ikke søsætte for mange mobiler. Hvis vi laver flere end tre om året, bliver sortimentet for stort. Vi har været nødt til at fjerne nogle fra sortimentet løbende – enten fordi de ikke blev solgt længere, eller fordi vi har manglet materialerne”.

Sådan produceres mobilerne

Når designet af en mobile skal sættes i produktion, gør Flensted Mobiles brug af omkring 50 hjemmearbejdere, som foretager selve montagen af mobilerne. Hver 14. dag kører en bil rundt til hjemmearbejderne med materialer, og 14 dage efter bliver mobilerne taget med tilbage til Brenderup. Her pakkes de af virksomhedens otte medarbejdere, hvorefter de bliver sendt ud til hele verden.

Karton, plastik og tråde
Og apropos materialer kan Ole Flensted fortælle, at en del af mobilerne er lavet i karton, mens andre er lavet i plastik.

Særligt karton har uromageren en forkærlighed for:

”Jeg synes, at karton er et fantastisk materiale at arbejde med. Jeg finder meget inspiration i materialet, da det kan foldes i en masse former, hvorved man hurtigt finder nye egenskaber ved det. F.eks. kan det blive meget stift, hvilket jeg så kan bruge til designet”.

Det er dog ikke kun karton, der er visse fordele ved. Også plastik er fordelagtigt, da det kan holde i mange år.

”Vores elefant-mobiler er f.eks. lavet i plastik. Plastik falmer ikke i modsætning til karton, og derfor kan vores plastik-mobiler holde i rigtig, rigtig mange år. Man kan nøjes med bare at skifte trådene”, forklarer Ole Flensted, som samtidig kan fortælle, at mobilerne rent designmæssigt laves på en måde, så de kan holde i så mange år som overhovedet muligt. Designene er nemlig meget klassiske og dermed tidsløse.

”Vi får tit henvendelser om, at folk har haft mobilerne hængende i 30 år, men at de har behov for at få udskiftet trådene. Og det klarer vi så”, lyder det.

Mobilerne skabes
Flensted-historien strækker sig helt tilbage til 1953, hvor Ole Flensteds søster, Mette, skulle døbes. Og det var i den forbindelse, at den første mobile så dagens lys.

”Min far klippede tre storke ud i papir og hang dem op i to halmstrå over min søsters vugge. Og det var simpelthen starten på firmaet. Vi har faktisk stadig den originale storke-mobile hængende her hos os i Brenderup. Det eneste, vi har udskiftet, er trådene og halmstråene”.

Faren, Christian Flensted, var reklamekonsulent på daværende tidspunkt, men var samtidig lidt af en entreprenør, der gerne ville være selvstændig. En road-trip gennem USA og mødet med den nye og moderne kunst drev således Christian Flensted ud i at starte egen virksomhed op.

”Efterfølgende lavede han en jule-mobile, en Pegasus-mobile og en Svane-mobile. Derfra begyndte der at danne sig et billede af, at mine forældre kunne leve af at lave mobiler. Min far sagde sit job i reklamefirmaet op, og så kørte den derfra”, fortæller Ole Flensted.

Og når man spørger ind til, hvordan folk i 50’erne og 60’erne tog imod de små kunstværker, lyder svaret:

”De syntes, det var lidt mystisk. Men samtidig udviklede samfundet sig meget på det tidspunkt, og man snakkede meget om, at det var godt, hvis man kunne leve af sin hobby”.

Mobilerne hitter i udlandet
Ni ud af ti mobiler fra Flensted Mobiles bliver eksporteret til udlandet, hvilket har udvidet markedet betydeligt. Ifølge Ole Flensted skyldes mobilernes popularitet i udlandet, at de for efterhånden en del år tilbage blev optaget på Den Permanente – et udstillingssted ved Vesterport grundlagt af Kay Bojesen.

”Eksporten gik i gang, fordi der kom mange udlændige til Den Permanente, hvor folk så vores mobiler. De første eksportlande var Canada og Japan – sidstnævnte har vi i modsætning til mange andre firmaer eksporteret til i 55 år”, fortæller Ole Flensted og fortsætter:

”Vi eksporterer til 15-20 lande. Vi har endda eksporteret fåre-mobiler til Falklandsøerne, og så har vi mange spændende forretninger rundt om i verden: Skandium i London, Guggenheim Museet i New York osv.”.

Ifølge den garvede uro-mager designes ca. ti procent af alle mobiler af eksterne designere, og selv har Ole Flensted efterhåndende overgået sin far i antallet af design. Han har nærmest fået det ind med modermælken, lyder det, og har altid haft mobiler omkring sig.

”Min første mobile var Futura-mobilen, som er en af vores topsælgere. Elefant-mobilen var også en af mine første, og den er blevet en af vores klassikere. Når jeg designer mobilerne får jeg inspiration fra kombinationer af ting, som jeg finder ud af, at jeg kan sætte sammen. Det kan være grafiske former og materialer f.eks.”.

Mange love kan bøjes, men én kan ikke
En af de ting, man kan undre sig over og ikke mindst imponeres af, er mobilernes evne til at være i balance. For hvordan er det lige, man får karton, plastik, stænger og tynde tråde til at harmonere og skabe det helt rigtige udtryk og være i balance?

”Man kan lave de mest fantastiske mobiler på papir, men ofte kommer de ikke til at fungere i virkeligheden rent balancemæssigt, da vi er underlagt tyngdeloven. Der er mange love, man kan bøje og omgå, men ikke denne lov”, fortæller Ole Flensted og fortsætter:

”Balancepunktet skal sidde lige i øjet. Bare en lille forskydning på tråden kan gøre, at mobilen kommer ud af balance. Der er både den fysiske og den designmæssige balance i mobilen, og det er vigtigt, at begge dele spiller”.

De fine, harmoniske mobiler har i mange år glædet børn og voksne over hele verden – og sådan bliver det ved med at være. Som det ser ud nu, er fremtiden nemlig sikret af tredje generation:

”Vores datter Christine, som netop har fået en bachelor i international markedskommunikation og branding, vil gerne overtage firmaet en dag. På den måde bliver det tredje generation af familien Flensted, der driver virksomheden”, lyder det fra Ole Flensted om fremtiden.

EVA SOLO

Sponseret

Lysende kunstværker

Formland

Sponseret

Speak Up!

Relateret indhold

22.11.2024Designbase.dk

1000 SMV’er får hjælp til hurtig og nødvendig omstilling

21.11.2024Designbase.dk

Optimisme i sigte i en presset designbranche

15.11.2024Designbase.dk

Jeg vil skabe bæredygtige tasker, der holder til hverdagen

15.11.2024Designbase.dk

Carpets & Rugs vokser

15.11.2024Designbase.dk

Paula Gerbase udnævnt som Kreativ Direktør hos Georg Jensen

13.11.2024Designbase.dk

Oslo Design Fair bliver mere salgsorienteret

12.11.2024Designbase.dk

Funktionelle kontrakttekstiler på Heimtextil

12.11.2024Designbase.dk

Sydkoreas nye generation af Rising Talents

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle
IHGF
Messe
IHGF Delhi Fair 2024

Det bedste af Indiens håndværk

Dato

16.10.2024

Tid

09:00

Sted

India Expo Center & Mart, Greater Noida, Delhi-NCR

Dimex
Messe
Nordstil - Bestillinger afgives i nord

Som det nordlige knudepunkt tiltrækker Nordstil hvert år adskillige købere om bord - det er her den nordtyske detailhandel og mange flere bestiller innovative produkter til deres sortiment. Masser af impulser og et udvalg af produkter, der ikke er andre steder i sigte i norden!

Dato

11.01.2025

Tid

10:00

Sted

Hamborg

Dimex
Messe
HEIMTEXTIL 2025: Tæpper og måtter boomer

Efter successen sidste år får produktgruppen tæpper endnu mere fokus med dobbelt så mange udstillere fra tæppebranchen på Heimtextil 2025 fra 14. - 17. januar.

Dato

14.01.2025

Tid

08:00

Sted

Frankfurt am Main

Dimex
Messe
Heimtextil - International messe for bolig- og kontrakttekstiler

Den internationalt unikke platform for bolig- og kontrakttekstiler og tekstildesign. Oplev sæsonens trends, tekstil bæredygtighed, verdens største udvalg af boligtekstiler samt produkt- og informationstilbud til boligindretning, gæstfrihed og megatrend søvn. Globalt kombineret og passioneret præsenteret.

Dato

14.01.2025

Tid

10:00

Sted

Frankfurt

Maison&Objet
Maison&Objet

Oplev det bedste inden for design og interiør på Maison&Objet 2025 i Paris, en førende global begivenhed for professionelle i design- og livsstilsindustrien.

Dato

16.01.2025

Sted

Paris Nord Villepinte Exhibition Centre

Stockholmsmässan
Messe
Formex

Formex – the most important meeting place for Nordic interior design

Dato

17.01.2025

Tid

10:00

Sted

Mässvägen 1, 125 80 Stockholm

Copyright 2023