Få overblik EU's digitale regulering
Det er rigtig mange EU-regler og forordninger, man som virksomhed skal leve op til i forbindelse med sin digitale tilstedeværelse. Dansk Erhverv har samlet reglerne
Digital Services Act (DSA)
EU's DSA skal øge transparensen i online reklamer med henblik på at styrke beskyttelsen af forbrugerne. Danske virksomheder, der tilbyder digitale formidlingstjenester, er forpligtet gennem DSA til at håndtere ulovligt indhold, sikre klarhed i brugen af algoritmer og tage ansvar for de produkter og ydelser de formidler. DSA trådte i kraft i februar 2024, og du kan læse mere om det her.
Digital Markets Act (DMA)
EU's DMA er rettet mod de såkaldte gatekeeperplatforme, der er store digitale platforme. Forordningen skal forhindre platformene i at misbruge deres markedsposition, så markedet vil være præget af fair konkurrence og bedre muligheder og priser for forbrugerne. Læs mere om DMA her.
Data Act
Denne forordning skal fremme innovation, øge konkurrenceevnen og beskytte brugernes datarettigheder gennem lettere adgang til og deling af data. Læs om din virksomhed er omfattet her.
AI Act
Den 1. august trådte verdens første bindende regulering på AI-området i kraft. Formålet med forordningen, status og tidsplan er nogle af de emner, du kan læse om her.
Digital Operational Resilience Act (DORA)
DORA skal styrke cybersikkerheden i finansielle tjenester og adressere bredere operationelle risici. Den finansielle sektors stadigt stigende afhængighed af software og digitale processer betyder, at risici med information kommunikationsteknologi (IKT) er iboende i finanssektoren.
DORA fastsætter bindende regler for håndtering af IKT-risici, hændelsesrapporting, robusthedstest og håndtering af risici fra trejdepart; og den kræver, at virksomhederne anlægger en bredere forretningsmæssig tilgang til robusthed, hvor ansvaret er fastlagt på ledelsesniveau. Læs mere om DORA her.
Security in Network and Information Systems (NIS2)
NIS2 er det nye direktiv, der stiller krav til cybersikkerhed. Virksomheder, der er omfattet af NIS2, skal leve op til direktivet allerede i marts 2025. Læs mere her.
Cyber Security Act
EU's cybersikkerhedsforordning sigter mod at styrke cybersikkerheden i Europa ved at give ENISA (EU's bureau for cybersikkerhed, red.) et permanent mandat, og etablere en fælles europæisk certificering for IKT-produkter, -tjenester og -processer. Certificeringen, som kan blive obligatorisk, giver virksomheder mulighed for at demonstrere overholdelse af cybersikkerhedsstandarder. Læs mere her.
Cyber Resilience Act
EU’s Cyber Resilience Act er en central del af EU's strategi for at styrke cybersikkerheden i digitale produkter. Forordningen vil indføre fælles europæiske cybersikkerhedskrav for producenter, importører og distributører af både hardware og software. Formålet er at sikre, at digitale produkter er modstandsdygtige over for cyberangreb og opfylder ensartede standarder, hvilket øger tilliden til produkter på tværs af EU. Forordningen kræver stadig formel godkendelse af Rådet, før den kan træde i kraft. Læs mere her.
Cyber Solidarity Act
EU’s Cyber Solidarity Act sigter mod at styrke cybersikkerheden i hele EU. Dette er særligt relevant for aktører inden for kritiske sektorer som sundhed, transport og energi.
Lovgivningen under opsejling i Bruxelles, læs mere her
Kommende lovgivning: Digital Networks Act (DNA).
Digital Networks Act (DNA) er en kommende EU-lovgivning, der har til formål at transformere den digitale infrastruktur i Europa.
Med et globalt teknologikapløb i gang, sigter DNA mod at fremme innovation og teknologisk lederskab i områder som AI, databehandling, cloud, kvanteteknologi og metaverset. For at denne teknologiske revolution kan lykkes, skal det europæiske netværk være i stand til at håndtere kravene til transmissionshastighed, lagerkapacitet, edge/computing-kraft og interoperabilitet.
For virksomheder betyder DNA, at der skabes bedre betingelser for at omfavne teknologiskiftet mod cloud-baserede og softwaredefinerede modeller.
DNA skal også øge sikkerheden i det europæiske netværk, især i lyset af stigende geopolitiske spændinger, og sikre, at Europa bevarer fuld kontrol over strategiske beslutninger i sektorer som konnektivitet. Dette er essentielt for at forhindre påvirkning af EU's digitale infrastruktur.
Læs EU Kommissionens white paper om Digital Network Act her.
Se Dansk Erhvervs overblik over EU-reguleringerne her.