Ny bolig- og livsstilsbutik på Strandvejen
Indretningskonsulent Ane Jessen har for nyligt åbnet bolig- og livsstilsbutikken Less Vegas på Strandvejen i Hellerup uden for København.
I sidste uge slog bolig- og livsstilsbutikken Less Vegas dørene op for kunder og andre besøgende på adressen Strandvejen 114, Hellerup. Less Vegas har fokus på originalt interiør, kunst og design, skriver Gentofte Lokalavis på sin hjemmeside.
Ejeren af Less Vegas er 33-årige Ane Jessen, som er uddannet indretningskonsulent fra Arkitektskolen for Indretningsdesign. Butikken er Ane Jessens første:
Det er første gang, jeg står på egne ben, så jeg er meget spændt på, hvordan kunderne tager imod mig. Om de sætter pris på de samme ting, som jeg gør, siger Ane Jessen til Gentofte Lokalavis.
Konceptet bag den nye butik er, at det skal være nærværende, originalt og no-nonsense luxury.
Det er en modreaktion til køb-og-smid-væk-kulturen, så det er nøje udvalgte ting. Der er ikke noget masseproduceret, stort set alt er håndlavet, siger Ane Jessen til Gentofte Lokalavis.
Less Vegas lokaler, som de seneste måneder har gennemgået en ordentlig renovering, husede tidligere cykelforretningen Future Sports.