Det norske boligbrand Slettvoll, som designer eksklusive møbler og interiør, åbner til oktober sin første butik i Danmark.
Slettvoll har en ambition om at skabe tidløse møbler og interiør i høj kvalitet, som kan leve i mange generationer, men samtidig passer til de tendenser, der præger boligindretningen. Derfor bliver en stor del af brandets møbler både designet og produceret i Norge, hvor alle materialerne håndplukkes særligt til hvert enkelt design. Slettvolls designere og håndværkere omdanner det derefter til møbler og interiør, hvor der hverken er gået på kompromis med kvalitet eller æstetik.
"Vi glæder os utrolig meget til at vise alle vores designs frem for danskerne - og ikke mindst se, hvordan de kan blive en del af de mange smukke danske hjem. Danskerne kan noget helt særligt med indretning og er en stor inspiration for os alle i Norden - og derfor glæder vi os også ekstra meget til at åbne i Danmark", fortæller Live Slettvoll, der er kreativ leder hos designbrandet.
Den første butik, som Slettvoll åbner i Danmark er placeret på Oslo Plads i København. Butikken åbner den 3. oktober.