Krukkeri og nostalgisk julete
For de fleste handler julen om nostalgi og stemningsmættet hygge, og det er netop, hvad Royal Copenhagen sætter på formel med stellet Stjerne Riflet Jul. Ikke mindst i år, hvor sortimentet udvides med en klassisk tekop med underkop samt en dekorativ lågkrukke, der bejler til te-ritualet og giver charmerende opbevaring til alt det, der forsøder juletiden.
Selvom julen er traditionernes tid, fristes vi også til at forny os og bygge videre på tilbehøret til den klassiske jul. Derfor har Stjerne Riflet Jul hvert år vokseværk, og føjer nye uimodståelige dele til det populære julestel. Sidste år gjorde en rummelig tekande sin entre i sortimentet, og nu støtter Royal Copenhagen yderligere op omkring tekulturen med lanceringen af en smuk, poetisk tekop. Referencen til årets julekop er hentet i Mussel-universet, hvor julekoppen har arvet sin klassiske form fra en udgået Mussel-kop. Den delikate tekop udgør et yndefuldt par med tekanden, der tilsammen sørger for at gøre dine Jule-øjeblikke endnu mere fuldendte og nydelsesfulde. Tekoppens underkop har dekorativ runding, der som en indbygget tallerken giver plads til sprøde småkager on the side, og de fyldige kopper er også perfekte til varm kakao med flødeskumstop, når varmen skal genfindes efter en gåtur eller kælketur i det frostklare decembervejr.
Julehyggen handler ikke kun om varme drikke, for har man sagt kaffe, the og gløgg, må man naturligvis også sige julebag, konfekt, nødder og tørret frugt. Lækkerier, der har sin faste plads på bordet både til gæster og til selvforkælelse, og derfor fortjener en stilfuld opbevaring. Det får de nu med introduktionen af Stjerne Riflet lågkrukke; et klassisk, næsten eventyrligt nyt design, der kan bruges overalt på bordet og i boligen. En næsten naivistisk granguirlande snor sig dekorativt omkring krukkens øverste del, og på lågets top troner en guldbemalet porcelænsknop, der gør det næsten uimodståeligt at holde fingrene fra krukkens indhold.
Stjerne Riflet Jul er udført i cremefarvet benporcelæn, og er kunstfærdigt bemalet med motiv af gran, sløjfer, stjerner, hjerter og trommer. Stellet har navn efter sin særlige stjerneform, der stammer helt tilbage fra 1895, og med Stjerne Riflet skriver Royal Copenhagen dermed moderne porcelænshistorie med afsæt i virksomhedens store designarkiv og julens klassiske symbolik.
Stjerne Riflet tekop med underkop (320 ml) og krukke med låg (16 cm) koster hhv. 349 DKK og 599 DKK i vejl. udsalgspris.