GROHE og Copenhagen Fashion Week indgår partnerskab for at reducere plastforbrug
En fælles målsætning om at reducere plastforbrug. Det er udgangspunktet for, at GROHE og Copenhagen Fashion Week (CPHFW) indgår et partnerskab de næste to år med start fra modeugen i august 2021.
GROHE og CPHFW har en fælles målsætning om at reducere plastforbrug. Det har resulteret i et toårigt partnerskab, som begynder fra SS22-modeugen i august 2021.
Begge virksomheder er dedikerede til målsætningen og tager derfor ansvarlig handling. GROHEs produktion har været CO2-neutral over hele verden siden april 2020. Desuden satte GROHE i 2018 som mål at anvende udelukkende plastfri produktemballage, hvilket per juni 2021 har betydet en besparelse på 32 millioner stykker plastikemballage.
I juni 2019 iværksatte CPHFW et forbud mod engangsplastikflasker til alle CPHFW-events. Og i 2020 udrullede CPHFW en ambitiøs handlingsplan for bæredygtighed, som blandt andet indeholder et mål om at reducere modeugens CO2-udledning med 50% og sigte mod nul affald i 2022.
GROHE deltager som partner fra SS22-udgaven i august 2021, og med det indledte partnerskab præsenteres nye initiativer under CPHFW. Ved at skabe og implementere ansvarlige alternativer, der ikke er afhængige af plast til engangsbrug, tager GROHE og CPHFW sammen et skridt mod deres fælles mål.
Cecilie Thorsmark, administrerende direktør, CPHFW, siger:
”At reducere ressourceforbruget er en integreret del af vores strategi med det ultimative mål at blive en modeuge med nul affald i 2022. Med støtte fra partnere som GROHE er vi i stand til at tage skridt mod disse mål med innovative og ressourcestærke løsninger”.
Et af de mål, som indgår i CPHFW’s handlingsplan for bæredygtighed, er at samarbejde og arbejde med ansvarlige leverandører og partnere, der er banebrydende inden for bæredygtige produkter, eller som har etableret ambitiøse bæredygtighedsstrategier. Det toårige partnerskab med GROHE matcher denne ambition.
Mette Nielsen, leder af Marketing Denmark, GROHE, siger:
”Vi er ekstremt stolte over at samarbejde med CPHFW for at øge opmærksomheden omkring vigtigheden af en plastfri verden. Vi har fælles værdier og målsætninger, og derfor giver dette partnerskab rigtig god mening. Vi mener, at vi sammen kan bidrage til samtalen om bæredygtighed.”