Stor stigning i andel af 15-årige med et fritidsjob
Flere 15-årige kommer ud på arbejdsmarkedet, og andelen af 15-årige med et fritidsjob er steget 4,5 pct. point fra 2019 til 2023. Tre jyske kommuner topper listen over andelen af unge 13-17-årige med et fritidsjob de seneste fem år.
Foto: 123RF.com
Nye tal viser, at andelen af 15-årige, som har et fritidsarbejde, er steget fra 32,8 pct. i 2019 til 37,4 pct. i 2023. For de 16-årige gik udviklingen i den modsatte retning, idet deres beskæftigelsesfrekvens faldt en smule fra 42,7 pct. i 2019 til 42,5 pct. i 2023.
”Siden 2019 er der sket en markant udvikling for de 15-årige på arbejdsmarkedet, hvor både drenge og piger i langt højere grad end i 2019 tager et fritidsjob. Dog er det fortsat de 17-årige, som topper beskæftigelsesfrekvensen,” siger Pernille Stender, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Beskæftigelsesfrekvensen for 13-17-årige er set over ét steget fra 33,1 pct. i 2019 til 35,6 pct. i 2023. Det svarer til, at 123.000 personer i aldersgruppen modtog en lønseddel i 2023 mod 112.000 personer i 2019.
Det er især pigerne blandt de 13-17-årige, som bruger en del af deres fritid på at arbejde. 36,7 pct. af pigerne arbejder i deres fritid, mens fritidsjob er lidt mindre udbredt blandt drengene, hvor 34,6 pct. arbejder i deres fritid. Det svarer til en forskel på 2,1 procentpoint i pigernes favør i 2023.
I 2019 var forskellen dog større. Her var beskæftigelsesfrekvensen for pigerne på 34,6 pct., mens den for drengene var på 31,6 pct., hvilket svarer til en forskel på 3,1 procentpoint. Det er især blandt de 17-årige drenge, at andelen med fritidsjob er steget. I 2019 havde 54,6 pct. af drengene et fritidsjob, mens 59,3 pct. af drengene havde et fritidsjob i 2023. For pigernes vedkommende havde 62,0 pct. et fritidsjob i 2019 og 62,9 pct. i 2023.
Andel beskæftigede 13-17-årige, 2019 og 2023
Over halvdelen af 15-17-årige med fritidsjob arbejder i supermarked, varehus eller restauranter
Kilde: www.Statistikbanken.dk/RAS210. Foto: Danmarks Statistik