Rosendahl glæder sig over flotte tal
Rosendahl Design Group kommer højst sandsynligt til at kunne melde om vækst på dette års toplinje. Det skyldes, at visse brands og markeder performer bedre end andre.
Den danske designvirksomhed Rosendahl Design Group har noget at glæde sig over i år. Virksomheden, som har base i Hørsholm, ligger nemlig ti procent over budgettet inden julesalget og cirka 12 procent over sidste år, når det gælder toplinjen. Det skriver finans.dk.
Ifølge Henrik Rosendahl, administrerende direktør hos Rosendahl, er de største måneder november og december:
Vores to store måneder er november og december, mens oktober også er relativt stor. Man kan sige, at sidste kvartal udgør omkring halvdelen af hele årets omsætning, fortæller han til finans.dk.
Visse brands og markeder kan få en stor del af æren for de positive takter:
Det er en blanding af, at nogle brands performer bedre end andre, mens nogle markeder performer bedre end andre. Men summa summarum ser det ret fornuftigt ud. Det er dog stadig med forbehold for, at der kan ske et eller andet i udlandet eller i markedet, som kan påvirke salget. Derfor venter vi altid med at være alt for tilfredse, indtil året er overstået, siger Henrik Rosendahl til finans.dk.
Rosendahl står blandt andet bag mærkerne Holmegaard, Rosendahl Copenhagen, Kay Bojesen Denmark og Bjørn Wiinblad Denmark.