Nu kan polyester genanvendes
Det tværfaglige projekt ReSuit har efter tre år udviklet metoder til at genanvende polyester fra tøjaffald til nye råmaterialer.
Polyester, der på verdensplan udgør over halvdelen af alle tøjfibre, kan neddeles i to forskellige processer: den første proces renser materialet så godt, at det kan indgå med op til 40 % i nye polyesterfibre. Den anden proces kan nedbryde materialet til forskellige brændstoftyper og et kemisk stof, der er grundstenen i polyestermaterialet. Sådan skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
”ReSuit er det første store tekstilprojekt, hvor aktører på tværs af brancher og fagligheder er gået sammen om løsninger til den grønne omstilling af tøj- og tekstilindustrien. Opgaven er kompleks, men vi er nået længere, end vi havde turdet håbe på. Og vi har vist, at store, tværfaglige partnerskaber er vejen frem i den grønne omstilling”, fortæller projektleder Jeppe Holmehave fra Teknologisk Institut.
Fra forskning til praksis
Sideløbende med projektet har det danske brand BESTSELLER arbejdet på at udvikle kollektioner der skal indgå i et cirkulært design – der er altså taget højde for genanvendelse, før tøjet overhovedet bliver fremstillet.
”Innovation er bedst i samspil med andre aktører. Derfor er ReSuit et unikt projekt, der tager en holistisk tilgang til problemet ved at se på alle faser af tøjets livscyklus - fra designfasen til brugsfasen og genanvendelsesfasen. Dette fokus på hele processen er afgørende for at skabe en mere bæredygtig fremtid inden for modebranchen”, fortæller Camilla Skjønning Jørgensen, Materials & Innovation Manager hos BESTSELLER.
IDL