Formland var en ubetinget succes

Nu ser det for alvor ud til, at Formland har fundet sine egne ben. Denne gang var messen en stor succes med 11 pct. flere udstillere end forrige år og mange nye tiltag. Det nye område ONE var især en stor succes blandt de besøgende.

Formland var denne gang en ubetinget succes for både udstillere og indkøbere..

Formland er vel overstået, og denne gang var messen en yderst positiv oplevelse for langt de fleste. Der var 462 udstillere i alt, hvilket er en fremgang på 11 pct. i forhold til forårsmessen for et år siden. Samtidig var der også 10.610 besøgende fra 29 lande, så der var nok at tage fat i på de mange stande.

De 462 udstillere bød på et væld af produktnyheder og spændende kollektioner. Trenden blev vist på flere trendzoner rundt omkring på messen, og rigtig interessant var det nye designområde ONE samt talentområdet Creators Community, der også var interessant at besøge for de etablerede udstillere – måske med henblik på at finde samarbejdspartnere blandt de unge designere.

Mads Arlien-Søborg er manden bag ONE, og han er utroligt glad for at være tilbage på Formland.

”Her er vilje til at udvikle. Nytænkning og iværksætteri har en vigtig plads - ikke bare på Formland, men også i vores samfund. Det er de mennesker, der driver udviklingen fremad. De der tør tænke nyt, de der tør vove pelsen. Områderne ONE og CREATORS COMMUNITY er to flotte eksempler på, hvordan netop iværksætteri og nytænkning kan være med til at udvikle Formland, inspirere og skabe unikke oplevelser for de mange besøgende”, fastslår han.

Én af dem, der benyttede muligheden for at hive ny inspiration med hjem, var administrerende direktør og medejer af Illums Bolighus i Aarhus, Susie Harboe Kristensen, som havde fundet 10 nye leverandører og en masse inspiration på messen:

 ”Det er altid en fornøjelse at komme på Formland, men især det nye område ONE gav virkeligt et friskt pust. Det var både fornyende og positivt uforudsigeligt og samtidig meget i tråd med vores stil, så jeg fandt en masse inspiration der”, siger Susie Harboe Kristensen.

Blandt de besøgende var også Jørgen Højrup Jensen fra Kop og Kande i Farsø og Aars. Han brugte to dage på Formland for at købe ind til sine butikker samt på at blive opdateret på tidens trends:

”Formland er en meget inspirerende messe. Her kan man se, hvilken vej trenden går, mærke produkterne og pleje netværket. Vi er kommet her gennem 28 år, så det er efterhånden blevet en tradition”, siger Jørgen Højrup Jensen.

Begejstrede udstillere
Blandt udstillerne var der bred optimisme efter den 66. udgave af Formland. Designvirksomheden Hübsch har udstillet på Formland stort set hver gang, siden de startede i 2010, og de var yderst tilfredse efter nogle veloverståede messedage:

”For os er Formland en vigtig platform i forhold til møde vore danske kunder. Det er en unik mulighed for at komme ud og se kunderne i øjnene og lade dem mærke vores produkter, og derfor har vi også allerede booket en stand til Autumn-messen”, lyder det fra Daniel Henriksen, marketingchef og medejer af Hübsch.

Også Rikki Tikki Company, som havde syv brands med på Formland, er en hyppig genganger på messen, og de var begejstrede efter nogle succesfulde dage:

”Formland er et fantastisk mødested. Vi har haft nogle travle dage, hvor alle mand har været booket op. Det har været den bedste forårsmesse i mange år, slår Kirsten Sander Iversen, salgsdirektør i Rikki Tikki Company, fast.

Høj faglig kvalitet
Hos ledelsen i MCH var der taknemmelighed efter fire velgennemførte messedage:

”Jeg glæder mig over de mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende, og jeg er taknemmelig for, at hele branchen har været med til at skabe en flot og inspirerende messe med masser af fornyelse og høj faglig kvalitet”, lyder det fra Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

I sin åbningstale takkede han for opbakningen til Formland gennem nu 33 år.

”En opbakning, der forpligter og udfordrer os. Og ligesom I har forventninger og stiller krav til jer selv, kan vi rigtigt godt lide, når I stiller krav og har forventninger til os. Udover trendzoner, iværksættere og inspirerende foredrag, så handler Formland jo i særdeleshed om jer, om at vise spændende kollektioner, produkter og nyheder”.

Relateret indhold

19.04.2024Designbase.dk

Virksomheder står alene med udfordrede lærlinge

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

18.04.2024Designbase.dk

Ny ungdomsuddannelse kan skaffe flere unge til erhvervsuddannelserne

17.04.2024Designbase.dk

Engros- og detailhandlen lægger an til blød landing

17.04.2024Designbase.dk

Færre konkurser i Danmark, mens Sverige stadig er ramt

17.04.2024Designbase.dk

ESG skal være nemt for SMV’er

16.04.2024Witt

Sponseret

Witt A/S overtager distributionen af Aiper kabelfri poolrobotter i Norden

16.04.2024Designbase.dk

Nyt regnskab fra Bygma Gruppen:  Investeringer trods et udfordrende marked

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023