Magasin

Designbase 01.2024

Designbase.dk

Så er det tid til messerne

Det er ingen hemmelighed, at design- og interiørbranchen i Danmark ikke lige frem stortrivedes i 2023. Både leverandørerne, detailbutikkerne og messerne i hele Skandinavien har haft det svært. Men nu har vi taget hul på 2024, og det er tid til at kigge fremad.

Generelt har danskerne penge at bruge, og det ser ikke ud til at ændre sig i 2024. Arbejdsløsheden er lav, lønningerne er steget, og inflationen falder. Men hvordan får design- og interiørbranchen alle de positive takter, der trods alt er i samfundet, kanaliseret over til omsætning inden for design og boligindretning?

Én af måderne er at være proaktiv, at sørge for at de gode varer er at finde ude i butikkerne samt ved at inspirere forbrugerne. Og her spiller de forestående messer en stor rolle.

Som projektleder på Formland Flemming Andersen siger det i dette nummer af Designbase, hvor vi i øvrigt sætter et stort fokus på netop Formland: ”Vi skal investere i fremtiden både som indkøbere, udstillere og os som messearrangører. På den ene side skal vi holde momentum – på den anden side, lever vi i en tid, hvor vi har brug for stabilitet og tryghed. Så det handler i høj grad om balancen mellem at beholde fodfæste med samtidig at skabe den inspiration, der kan bringe design- og interiørbranchen videre”.

Han mener, det er nu, der skal investeres i fremtiden fra alle aktørers side – også selv om branchen er presset, Men han slår også fast, at tiden ikke er til at opfinde den dybe tallerken men i stedet til at udvikle den platform, branchen skal stå på fremadrettet.

Det betyder, at der skal tænkes ud ad boksen, og at både udstillere og besøgende måske skal bruge messen på nye måder.

For som jeg har nævnt tidligere, skal messerne fremadrettet i høj grad inspirere og skabe nytænkning. Butiksindehaverne og -medarbejderne skal få ideer, der kan inspirere forbrugerne til køb på messens velgennemtænkte trendområder, og udstillerne skal skabe produktpræsentationer, der kan tages med tilbage til butikkerne, hvor de kan inspirere videre. Selve indkøbene kan ske online på virksomhedernes egne platforme.

Også Formex og Oslo Design Fair er at finde på messekalenderen dette forår. Oslo Design Fair i en mindre udgave – en retailmesse uden trendområder, mens Formex også sætter alle sejl til og skaber en messe med spændende trendområder, indbudte designere og prisoverrækker.

Videre ud i verden kan indkøberne og en række af branchens leverandører se frem til Maison&Objet i Paris og Ambiente, Christmasworld og Creativeworld i Frankfurt. Så i bund og grund handler det om at suge al den inspiration til sig, som det er muligt, og omsætte den til noget, der kan tiltrække kunder i butikkerne. For skal de danske forbrugere igen have kortet frem, så skal de føle, de får noget for pengene.

Andre relevante filer

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Copyright 2023