Brancheprofilen: Det handler om troværdighed og gode relationer
"Du kan komme rigtig langt med et godt produkt - men endnu længere med gode relationer". Sådan lyder det fra Anne-Mette Nissen, der er indehaver af designagenturet I AM Agency.
Hvad er I AM Agency for en type agentur?
I AM Agency repræsenterer godt design til hverdagsbrug. Jeg repræsenterer blandt andet mærker som Raumgestalt, der laver skærebrætter til det moderne danske køkken, Filigrantræ, som designer juletræer ud af bæredygtigt træ, og australske The Beach People, der laver runde håndklæder. Jeg har en dejlig blanding af designprodukter fra både Danmark og udlandet, som alle skiller sig ud i både design og kvalitet. Jeg prøver at dække forskellige produkter inden for kategorien "livsstil", så butikkerne i realiteten kan lave en "I AM Agency-shop", hvor kundernes behov kan dækkes på én gang, og butikken kan nøjes med at tale med få sælgere.
Hvordan adskiller I AM Agency sig fra andre agenturer?
Der er mange agenturer, der har lige så spændende produkter, som jeg selv har. Derfor gør jeg en stor dyd ud af at yde en høj grad af kundeservice. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har en god relation til mine kunder, og at vores samarbejde er troværdigt. Det er særlig vigtigt for mig, at jeg ikke "oversælger" noget, presser kunderne til noget, de måske ikke har lyst til, og at den rådgivning, jeg giver, både er grundig og rigtig. Derudover gør jeg meget ud af at besøge mine kunder og pleje relationerne til dem. Jeg dukker eksempelvis ofte uanmeldt op ude i butikkerne, fordi jeg har en oprigtig interesse i at høre, hvordan det går dem. Det er vigtigt at vise, at man ikke kun dukker op, når man vil sælge kunderne et produkt.
Du startede I AM Agency i januar 2016 - hvordan er det gået indtil nu?
Jeg har flere års erfaring med salg, som jeg heldigvis har kunne trække på. Det har hjulpet mig meget. Jeg ved eksempelvis, at man ikke kan få alle folk til at købe sit produkt med det samme, men at ting tager tid, og det har givet mig en form for ro i opstartsfasen. Det har selvfølgelig været hårdt at starte op som selvstændig, og økonomien har været stram, men jeg synes alligevel, at det har været en spændende rejse, og at det er gået over al forventning. Det skyldes nok også, at jeg har været god til at tage hånd om mine kunder. Jeg elsker at kunne planlægge min egen hverdag og give mig i kast med projekter, som virkelig interesserer mig. Jeg har fået en ny form for frihed, som jeg ikke kan sætte pris på.
Hvad drømmer du om i forhold til I AM Agency?
Jeg drømmer om at introducere et mærke for forbrugerne, som kan gå hen og blive rigtig stort. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at skabe noget. Jeg vil også gerne tilføje flere mærker til min portefølje. Man skal dog passe på med at have for mange mærker under sin kappe, da det kan gå ud over relationen til kunderne. Men om fem år har jeg i hvert fald slået mine nuværende brands rigtig godt fast, jeg har flere ansatte og eventuelle samarbejdspartnere, og så har jeg et showroom, hvor folk kan blive præsenteret for alle de spændende mærker, som I AM Agency repræsenterer.