Nye forårsbebudere fra Medusa-Copenhagen
Forår er ensbetydende med nyt liv, som spirer og gror. Det gælder naturligvis også i det skønne og skæve Medusa-Copenhagen-univers, hvor en stolt stork lige nu lægger an til landing – med en mere end almindelig værdifuld last.
Siden 1997 har designerne bag Medusa-Copenhagen skabt glæde og smil med deres helt særlige univers af fantasifulde figurer og elskelige eksistenser. Duoen bag brandet spænder vidt og designer også praktisk service i Medusa-Copenhagens regi, men lige nu er det snarere hjertesager end praktik, brandet barsler med.
Storken er i Danmark
Den første forårsstork er set i Danmark. Den er iført chikke flyverbriller samt en sej, gammeldags flyverhjelm med matchende tørklæde, og så lyder den navnet Rasmus. Vigtigst er dog den dyrebare last, storken flyver med; nemlig et lille, smilende spædbarn.
Den charmerende stork Rasmus er naturligvis endnu en i rækken af Medusa-Copenhagens skønne og sjove figurer. Man vælger selv, om Rasmus skal komme med en lille baby svøbt i et tæppe med lyseblå eller lyserød kant – og om han skal lande til et babyshower eller en barnedåb.
Håndmalet humørspreder
Rasmus har lagt an til landing. Han er klar til at lyse op på barselsgangen eller til navngivningsfesten med den helt unikke udstråling, som han er så heldig at have, fordi han både er håndstøbt og håndmalet.
Som alle Medusa-Copenhagens figurer er også denne forårsbebuder lavet i polyresin. Storken Rasmus måler ca. 25 cm, mens babyen måler omkring 5 cm – og begge glæder sig til at skabe masser af begejstring ved landingen.