Medusa Copenhagen fejrer 25 festlige år
I år er det 25 år siden, at vi tog de første skridt på den eventyrlige rejse, vi har døbt Medusa Copenhagen. En rejse, som er for alle med fantasi, humor og let til smil.
Jubilæet skal naturligvis fejres med nye, sjove figurer, og det bliver som altid finurligt, farverigt og fuldt af glimmer.
Der var engang – og vores eventyrlige univers tog sin begyndelse på Christianshavn, hvor vi i 1997 åbnede butikken Medusa, som solgte brugskunst. Hurtigt begyndte det at krible i os for selv at skabe noget med plads til krøllede indfald, humor og masser af glimmer. Så vi gik i gang med at kreere vores eget juleunivers.
Lysholder og glimmer.
Vi ønskede at lave julepynt som ingen andre kunne tilbyde, så vi rippede vores lokale malerforretning for lysholdere og formede små figurer, rullede dem i glimmer som vi så satte på og solgte, og lige her startede vores lange juleeventyr. Folks begejstring var så stor at de stod i kø når vi åbnede efter weekenden hvor vi havde pyntet butikken op til jul.
Vi fortsatte med at udvikle vores eget univers og blev i 2000 til Medusa Copenhagen. I 2001 vandt vi Formland Fantasiprisen, og siden er det gået slag i slag med bogudgivelser, åbning af nye butikker og optræden på tv om design og brugskunst. Altid med glimt i øjet og et skævt smil.
Rudolf i centrum
Med tiden er Medusa Copenhagens univers vokset, men vores fokus er stadig de store fester og begivenheder, der fejres med venner og familie. Måske fordi vi, som mor og datter selv er både arbejdsvenner og familie.
Et af vores søde familiemedlemmer er Hr. og Fru Rudolf, de udkommer hvert år i en ny udgave, og i anledning af vores jubilæum har vi designet en hel række unika-dekorerede Rudolf-par i XL-udgave – som et sødt og sjovt udtryk for 25 år med håndlavet humør formet med hjertet.
Disse unikaer bliver ikke til salg, men er vores julegaver til vores trofaste fans som kan vindes gennem hele året på forskellige SoMe platforme.