Julehygge på træet
Levende lys på juletræet er en tradition i rigtig mange danske hjem. Den går over 200 år tilbage og bringer stadig forventningsfuld glæde og spreder julehygge i stuen.
Julemiddagen er spist, og nu er det tid til at tænde de levende lys på juletræet. Den helt specielle følelse af en dyb glæde for familien, for livet og for traditionerne kender de fleste. På samme måde kender langt de fleste den blå æske med de små, fine juletræslys, nemlig ASP-HOLMBLADS juletræslys, der i 2025 kan fejre 75-års jubilæum.
Juletræet stammer fra Tyskland, og Danmarks første juletræ blev - så vidt vides - tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808.
Når det gælder juletræslysene, blev de første danske juletræslys tændt juleaften i 1811 i Ny Kongensgade nr. 221 i København hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla, som i øvrigt senere voksede op og blev en kendt, dansk politiker.
Men denne juleaften var københavnerne forberedte på, at noget usædvanligt var i gære. Man havde nemlig et par dage forinden set et stort grantræ blive båret ind i stuen. Juleaften ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere nemlig konstatere, at familien Lehmann, der stammede fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene.
Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og han har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom i det tyske. Den dag i dag er juletræslysene fortsat en klassisk juletradition, som danskerne ikke slipper.