Elegant styrke fra Lyngby Glas
Med Torino lancerer Lyngby Glas en serie af smukke, lette glaskopper og krus, som er ideelle til både varme og kolde drikke. Til serien hører også lange, raffinerede glasskeer i fire farver, der på elegant vis matcher hanken på både glas og krus.
Torino var Italiens første hovedstad og er i dag især kendt for sit smukke udseende og sine mange caféer. Og når det kommer til kaffe, har byen en lang og stolt tradition, for det var i Torino, den internationalt anerkendte kaffeconnaisseur Lavazza i 1895 begyndte selv at riste sine kaffebønner.
Styrke med lethed
Torino-serien er særdeles velegnet til kaffedrikning. Trods deres lette og fine udtryk, kan man sagtens servere skoldhed kaffe i de smukke kopper og krus. De er nemlig lavet i klar borosilikatglas, og det betyder, at de er ridsefaste og desuden kan modstå temperaturchok.
Faktisk tåler krus og kopper i Torino-serien både fryser og ovn op til 300°C – men dog højst temperatursvingninger på 120 grader. Dermed er serien velegnet til alt fra iste og desserter til en kop varm chokolade eller måske et glas gløgg, når julen står for døren.
Smagfulde farvestrejf
En raffineret detalje ved de flotte Torino-kopper og -krus i klart glas er den farvede hank i enten blå, grøn, amber eller smoke. Elegante er også de tofarvede glasskeer i serien, som måler 18 cm og fås i farvekombinationerne koboltblå/lyseblå, røg/lysegrøn, rav/koboltblå og grøn/lyserød.
Kopperne rummer 30 cl, mens krusene rummer 35 cl. Begge størrelser tåler opvaskemaskine, mens vi anbefaler at vaske skeerne i hånden. Med Torino tvister Lyngby Glas endnu engang det klassiske design med elementer fra tidens skarpeste boligtrends.