14.09.2018 | Navnenyt
Nomineret til KV's inspirationspris!

Chic Antique chefdesigner og indehaver, Bente Kienast, er blevet nomineret til KV's Inspirationspris 2018!
KV er en dansk organisation, der støtter op omkring kvindelige virksomhedsejere, og hvert år uddeles en helt speciel pris til én kvindelig virksomhedsejer, som er en stor inspiration for andre kvinder. I 2018 er Bente Kienast fra Chic Antique iblandt de 5 nominerede kvinder til denne prestigefyldte inspirationspris.
Bente Kienast er stærkt overbevist om at "Drømme skal udleves, ellers forbliver de drømme", fordi dette er netop, hvad hun for 13 år siden gjorde, da hun udlevede sin egen drøm og startede virksomheden Chic Antique.
Chic Antique er en dansk grosist virksomhed med et bredt sortiment af interiør, brugskunst og tekstiler til bl.a. stue, køkken, bad og have. Alle varerne emmer af fransk landlig charme, og Bente Kienast er selv personligt involveret i hver eneste kollektion. Chic Antique har hovedsæde i Holbæk og her beskæftiger de 35 ansatte, hvorfra de distribuerer til 55 lande i hele verden.
Det sociale ansvar - Bente Kienast er ikke kun nomineret fordi hun er en inspiration for andre kvinder, som ønsker at udleve deres drøm, men også fordi hun er stærkt optaget af, at hun som indehaver kan være med til at gøre en forskel under parolen "Vækst under ansvar". Det sociale ansvar vægter meget højt hos Chic Antique, og dette kan bl.a. ses i deres medarbejderskare, hvor der er plads til såvel nyuddannede unge, som erfarne seniorer.
Det sociale ansvar påtager Bente Kienast sig også udenfor landets grænser, bl.a. under deres produktion, som foregår i Østen. Dette betyder også, at Bente Kienast, sammen med sit team, rejser til samarbejdspartnerne i Østen flere gange om året, for at skabe en stærkere relation med leverandørerne, og dermed lære om kulturen og traditionerne i produktionslandende.
Bente Kienast er nomineret sammen med et stærkt felt af danske kvindelige virksomhedsejere, som alle inspirerer andre erhvervsdrivende, på hver deres unikke måde.
Vinderen af prisen bliver fundet d. 21. september 2018 ved inspirationsprisfesten og bliver udvalgt af KV's medlemmer.