Freaky tendenser i fokus på Formland i vækst
Formland slog torsdag dørene op til den 69. udgave af design- og interiørmessen, der denne gang hylder det unikke, skæve og nytænkende. Åbningsdagen bød på masser af inspiration fra flere end 500 udstillere samt kåring af vinderne af Designbase.
Med Anders Lund Madsen som åbningstaler, skuresvampe, bobleplast og toastbrød blev der skubbet til det polerede på åbningsdagen for Formland Autumn 2018, hvor flere end 500 udstillere stod klar til at møde de besøgende ansigt til ansigt. Ved åbningen af Danmarks største design- og interiørmesse satte administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, fokus på den store internationale opmærksomhed, som Formland har opnået, og han takkede samtidig de mange udstillere for deres opbakning til at samle hele branchen.
- Takket være jer og det stærke samarbejde er Formland i konstant udvikling. Formland er stedet, hvor man som besøgende kan opleve hele den danske designbranche samlet på ét sted. Det er unikt og én af Formlands helt klare styrker. En styrke som også udlandet har fået øjnene op for, hvilket betyder besøg fra hele 34 lande de kommende dage, sagde Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Samtidig udtrykte Georg Sørensen stor glæde over Formlands konstante udvikling, hvor antallet af udstillere er vækstet fra 444 i 2016 til 478 sidste år og 502 i år, hvoraf 91 er helt nye udstillere.
Det upolerede i fokus
Med trendzonen HOUSE OF FREAKEBANA er der på efterårets messe fokus på det uperfekte, upolerede og det skæve, og området inspirerer til nye, befriende og anderledes trends, der er i modspil til den iscenesatte og perfekte livsstil, der ofte udleves online. Netop årets åbningstaler Anders Lund Madsen passer ind i billedet på én, der tør bryde normen. Journalisten og humoristen skabte latter og brede smil, da han via anekdoter fra sit liv kom ind på, at man godt må fejle i forsøget på at skille sig ud. Han kom vidt omkring emner, der spændte fra manglende hår under armene som 14-årig, til at han iført lyserød trikot flagede med det østtyske flag på tv under åbningsceremonien ved OL i Atlanta i 1996. Opfordringen til de 502 udstillere var klar:
- Vær unik - vær unik på en cool måde - eller tab ansigt. Det er den eneste og meget sikre måde at gøre det på. Det er det, øvelsen går ud på de næste fire dage på Formland. Jeg tror på, at I kan gøre det.
Åbningstaleren var senere på dagen også ordstyrer på torsdagens livlige paneldebat, hvor Anette Eckmann i fællesskab med Mads Arlien-Søborg og Charlotte Ravnholt (BO BEDRE) diskuterede emnet 'Main eller mainstream i designbranchen'.
Vindere af Designbaseprisen og GREEN ESCAPE
Torsdag var også dagen, hvor vinderen af årets Designbasepris skulle kåres. Prisen som den mest innovative og nytænkende detailbutik inden for design- og livsstilsbranchen gik til Bahne i Frederiksberg Centret, som vandt prisen for at have skabt en levende butik, der er relevant for kunderne - både fysisk og online.
- Nytænkning og en fremsynethed, der ikke ses mange steder, er blandt årsagerne til, at netop Bahne blev valgt som vinder af Designbaseprisen 2018, sagde Pia Finne fra Designbase, hvorefter hun overrakte prisen til ejer af butikskæden Bahne, Jacob Bahne, og butiksbestyrer af Bahne i Frederiksberg Centret, Calina Kokholm.
Som noget nyt blev outdoor-trenden hyldet på området GREEN ESCAPE. Her vandt have-entusiasten Maria Christensen fra Livsnyderhaven konkurrencen om at skabe den skønneste outdoor-oase. Dommerpanelet roste vinderen for at skabe et inviterende rum:
- Maria Christensen har tænkt ud mod publikum, hun har gjort sig umage ved at tage mange personlige ting med og har vist kant, sagde forfatter og foredragsholder Signe Wenneberg, der sammen med trendekspert og ejer af Eckmann Studio, Anette Eckmann, og Stig Lauritsen, havedesigner hos Paradehuset, kårede vinderen.
Formland Autumn 2018 finder sted 16.-19. august i MCH Messecenter Herning og byder på flere end 500 udstillere fordelt i 10 messehaller fyldt med inspiration - heriblandt også belysnings- og isenkramhallerne LIGHTING og DINING i Hal C, som kun finder sted på Autumn-messen.