Den velkendte Formlandstemning er tilbage

‘One of a kind’. Det er overskriften på Formlands trendzone, men det kunne også sagtens være en samlende overskrift for såvel Formland som for den tid, vi lever i. Coronapandemien har skubbet til vores måde at tænke på. Vi har taget et digitalt kvantespring, og samtidig har vi endnu mere fokus på bæredygtighed og individualisme – i vores butikker og i vores virksomheder.

”Vi er fortrøstningsfulde, og vi kan mærke, at Erhvervsministeriets udmelding omkring afholdelse af messer har haft en positiv effekt og givet yderligere optimisme blandt udstillerne. De danske leverandører har noget konkret at forholde sig til, og vi ser, at også tvivlerne nu melder sig under fanerne", siger projektleder Flemming Andersen.
”Det er vi rigtig godt tilfredse med. Vi har over 300 tilmeldte udstillere, og vi forventer, at flere kommer til løbende”.


Flemming tror også på, at det er de rigtige besøgende, der kommer. ”I august sidste år kunne vi konstatere, at selvom besøgstallet var lavere end normalt, var de besøgende købestærke, og de kom med det formål at købe ind og finde nyt til butikkerne, og det samme forventer vi er tilfældet i år”.
Imerco og Kop & Kande deltager i øvrigt på messen med egne områder som tidligere.


Flemming fortæller, at man mærker en øget interesse fra svenske udstillere og indkøbere, efter at Formex har meldt ud, at de ikke holder en fysisk messe. ”Vi har fået henvendelser fra flere svenske udstillere, der nu vælger at udstille hos os, og vi planlægger da også at gøre en indsats for at tiltrække svenske indkøbere. I 2020 havde vi tysk besøgsrekord, og i år forventer vi, at flere svenskere finder vej til Herning”.


Dog er det ingen hemmelighed, at selv om udstillerne overvejende er positive, fornemmer man også, at de er spændte på, hvordan de besøgende vil reagere.
”Der er ingen tvivl om, at udstillerne er klar. Det spørgsmål man stiller sig, er jo, om branchen er klar, og om indkøberne kommer. Det har vi dog en stærk formodning om, at de gør”, slår Flemming fast. ”Generelt fortæller udstillerne, at de kunder, de har haft kontakt til, gerne vil komme - branchen vil gerne mødes”. Men Flemming understreger også, at det nu mere end nogensinde er vigtigt, at udstillerne tager fat i deres kunder. ”De har brug for at vide, at man som udstiller er der, at man glæder sig til at se dem, og ikke mindst, at der er styr på corona-forholdsregler, hvilket vi sikrer med konceptet TrygtMCH”.


”På messen til august 2020 var der fra regeringens side fastlagt et loft på antallet af besøgende. Det betød, at vi kun kunne lukke et begrænset antal mennesker ind om dagen – det bliver ikke en udfordring denne gang, hvor entrébilletten igen gælder til alle fire dage, men som fortsat skal købes online”. 
”Vi følger naturligvis alle gældende corona-restriktioner, ligesom vi arbejder videre med vores TrygtMCH-koncept, som vi lancerede i august 2020”.

Den velkendte Formlandstemning
Flemming slår fast, at man denne gang igen har muligheden for at genskabe den velkendte Formlandsstemning. ”Der vil være store trendzoner, Speak Up-foredrag, Danske Dekoratører er klar til at hjælpe besøgende og udstillere med deres ekspertise, og trendcaféerne genopstår, som vi kender dem med inspiration kombineret med spændende mad”. 
Anette Eckmann står bag trendcaféen ’Honey, I’m back’, der naturligvis refererer til den situation, vi befinder os i, og det samme gør Studie FLYHELSTED på Formland trendzonen under overskriften ’One of a kind’.
På Speak Up-scenen vil der være en række foredrag, der er relevante for både udstillere og indkøbere. Mille Fly og Sofie Helsted, trendeksperterne fra Studie FLYHELSTED, vil fortælle om tankerne bag trendzonen ’One of a kind’. 
‘De unge viser vejen til fremtiden’ er overskriften, når Emilia van Hauen, sociolog og forfatter fortæller om fremtidens arbejdsplads og den hierarkiløse organisation, der er ved at blive defineret nu, hvor generationsskiftet er i fuld gang. 
Pej Gruppen giver en guide til trenden spring/summer 2022 samt en guide til blomster- og plantetrends i 2022.


Stine Grubbe fortæller, hvordan man kan blive sin egen PR-agent, hvordan man bedst kommer i pressen, og hun giver gode tips til de tre vigtigste elementer i godt PR-arbejde.
Annette von Einem fortæller og viser, hvordan blomster overrasker, fremhæver og understøtter koncept, stil og design samt skaber imageløftende branding, og hun fortæller om blomsterbranchen set i lyset af corona.
Anette Eckmann taler under overskriften ’Re/Boost din detailbutik’: “Vi har haft mere end rigelig tid til at tænke over tingene i det seneste år. Men hvor mange har mon brugt tiden på at gennemtænke og genopfinde deres detailbutik?” 
”Megatrends spirer fra undergrunden, og pandemien kræver nytænkning. Vi er kun lige begyndt at skimte den nye æra: Hvordan vil vi forbruge, bo, spise, rejse og danse nu? Trenden ændrer sig hurtigere end nogensinde – ting, der var in for tre måneder siden, kan være ‘out’ i dag. Kriser har heldigvis den effekt, at de speeder op på nytænkning og innovation. Men hvordan kommer man i gang med at puste nyt liv i sin forretning? Det er det store spørgsmål”.


“Èn ting kan vi være sikre på: Kunderne vender ikke tilbage til den gamle butik, hvis ikke man formår at forny sig. Opmærksomhed kræver overraskelser på alle måder. Derfor er det på høje tid at tænke nyt, at ryste posen, at vende tingene på hovedet. Er du klar til at løse den opgave?”, spørger Anette Eckmann publikum.
Det vigtigste for kundens oplevelse er dig, mener Torben Lorentsen, underviser og mentor. 


”Det er kundeoplevelser og kundeservice med din personlighed, der skaber ambassadører i dit ZMOT. Det vigtigste kontaktpunkt i din kunderejse i dag er ZMOT, og det har kæmpestor betydning for, om din markedsføring virker. Det er her, at dine ambassadører samles. Personlighed, udstråling, attitude og passion er nogle af de ting, der har størst indflydelse på din oplevede kundeservice”, siger han. 
Man kan også blive klogere på, hvordan man skal dyrke og styrke sit brand gennem servicekulturen. Det emne tager Susanne Løgstrup Amdisen, MindYourBusiness, sig af, mens Louise Byg Kongsholm, Pej Gruppen, fortæller om ’Tidsånd og trends post corona’.
Nærmere angivelse af dato og tidspunkt for foredragene kan findes på Formlands hjemmeside.


Creators Community, der normalt finder sted i foråret, er denne gang rykket til august. ”I februar havde vi 52 creators klar, så de er flyttet med til denne messe og kan opleves i Hal L”.

Naturen slår rødder
Der sker en brancheglidning i disse år, og spændende branchesamarbejder opstår. Det er det seneste tiltag på Formland er et godt eksempel på.
'GREENHOUSE - Nature to the people', hedder området, og med GASA GROUP som samarbejdspartner, inviterer man besøgende indenfor i et inspirerende, grønt, levende og organisk sanseunivers, som kombinerer plante- og interiørbranchen på en helt ny måde.
”Vi har de seneste år søgt mod naturen og opdaget, at den har en afstressende og gavnlig effekt på vores velvære. Det har givet en øget lyst til at flytte naturen ind i boligen, og derfor ser vi i stigende grad, at der sker en hybrid inden for branchen, hvor blomsterhandlerne sælger interiør, og interiørbutikkerne sælger planter og blomster”, fortæller Charlotte Hedegaard, kreativ konceptudvikler i MCH Messecenter Herning.


Den trend mærker man hos GASA GROUP, som ser frem til at blive en del af det nye grønne univers på Formland: ”’Nature to the people’ er et mantra hos GASA GROUP, og ’GREENHOUSE- Nature to the people’ er en enestående mulighed for at blive en del af et spændende univers med en unik sammensætning af planter, blomster og interiør”, siger Jens Hermansen, marketing manager, GASA GROUP.
Hos Formlands projektteam glæder man sig til at lancere den grønne branche på messen: ”Gartnerier er en helt ny sektor på Formland, som vi kan se et stort potentiale i, og som ikke tidligere har været repræsenteret på messen. Men deres produkter går fint i spænd med det nyeste fra interiørleverandørerne”, siger Flemming.


’GREENHOUSE’-området skabes i samarbejde med blomsterbranchen og bliver en fast del af Formland fremover. Området bliver en udvidelse af 'Living & Garden'-hallen og kommer blandt andet til at bestå af et stort orangeri med udstilling af planter, blomster og interiør, et udendørsområde med højbede, krydderurter og blomster samt en workshopscene med events, hvor besøgende kan hente ny viden og inspiration til at sammensætte og præsentere både blomster og interiør i nye sammenhænge.

Relateret indhold

24.04.2024Designbase.dk

Salone del Mobile.Milano 2024 slår sidste års besøgstal

24.04.2024Designbase.dk

Farvetrends i 2025 handler om harmoni

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

18.04.2024Designbase.dk

Ny ungdomsuddannelse kan skaffe flere unge til erhvervsuddannelserne

17.04.2024Designbase.dk

Engros- og detailhandlen lægger an til blød landing

17.04.2024Designbase.dk

Færre konkurser i Danmark, mens Sverige stadig er ramt

17.04.2024Designbase.dk

ESG skal være nemt for SMV’er

16.04.2024Witt

Sponseret

Witt A/S overtager distributionen af Aiper kabelfri poolrobotter i Norden

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023