Brancheprofilen: Dejligt at kunne kombinere hobby med arbejde

Efterårets udgave af Formex nærmer sig, og derfor er forberedelserne til messen i fuld gang både for udstillerne og arrangørerne bag Skandinaviens største design- og interiørmesse. Vi har taget en snak med Marianne Sjöberg, der er Stockholmsmässans danske repræsentant.

Marianne Sjöberg, Stockholmsmässan.

Kan du kort beskrive, hvad dit arbejde går ud på, og hvad der er det bedste ved dit job hos Stockholmsmässan?

Mit arbejde som repræsentant for Formex og for møbelmessen Stockholm Furniture & Light Fair er at være messens forlængede arm i Danmark. Det vil sige, at jeg er i daglig kontakt med teamet i Formex’ salgsafdeling, hvor vi diskuterer placeringsmuligheder for de danske virksomheder. Formex er jo en meget populær messe, og der er rift om de gode pladser. Jeg kæmper selvfølgelig for, at de danske udstillere får så mange af deres ønsker som muligt opfyldt, og da der er stor respekt om dansk design, og for hvad danske virksomheder gerne vil vise frem, så har jeg en stor lydhørhed i diskussionerne med teamet.

Desuden er jeg også Formex’ kontakt til den danske presse, og i samarbejde med messens presseafdeling inviterer jeg udvalgte medier til Formex og sørger for, at de får så mange relevante inputs og en så udbytterig pressetur som muligt. 

Det bedste ved mit arbejde er, når det i samarbejde med messeteamet lykkes at få det store puslespil til at gå op til udstillernes tilfredshed. Det er også fedt at få positiv feedback fra udstillere, som har haft en succesfuld messe. Og så giver mit arbejde mig et bredt indblik i, hvad der foregår inden for dansk design og indretning. Og når de ting er lidt af en passion for én, så er det selvfølgelig dejligt at kunne kombinere hobby med arbejde.

Der er et stigende antal danske udstillere med på de svenske design- og møbelmesser, hvad er det I gør rigtigt?

Jeg tror, at vores messer i Stockholm bliver belønnet for deres kvalitet. Vi tager ikke hvad eller hvem som helst ind. Det skal være produkter, der hører hjemme i det pågældende område. Vi siger ikke ja til nye udstillere, før vi har sat os ind i, hvad den pågældende virksomhed vil vise og hvordan. Vi snakker med den messeansvarlige, vi studerer firmaets hjemmeside, så beder vi gerne om billeder af, hvordan deres stand har set ud på andre messer. Det er også vigtigt, at de besøgende får gode oplevelser i form af flotte særudstillinger, trendområder, prisuddelinger, designrestauranter, pop-up stores med videre, og ikke mindst at de besøgende kan overvære inspirerende og relevante foredrag. Det synes jeg, Stockholmsmässan er rigtig gode til.

Hvad glæder du dig mest til på efterårets udgave af Formex? 

Jeg glæder mig – som altid – til personligt at møde så mange af de danske udstillere som muligt både gamle bekendte og helt nye udstillere, som jeg måske kun har talt med i telefon. Det bliver spændende at se deres stande. Og så glæder jeg mig til at opleve den engelske indretningsguru Abigail Aherns temaudstilling i messens Entréhal. Det tror jeg bliver helt specielt. Hendes stil er valgt, så den passer sammen med messens overordnede tema, nemlig ”Unexpected Gatherings”, som er kollagepræget og inspireret fra kunstens verden med lån fra både stilleben kubisme og surrealisme. Og så glæder jeg mig til at møde mine søde kolleger fra salgsteamet – og til at nyde Stockholm i august. Syv-ni-tretten så skinner solen altid på efterårets Formex. 

Om Marianne Sjöberg

Stilling: 
Repræsentant for Stockholmsmässan
 
Uddannelse: 
HA fra Niels Brock
 
Tidligere jobs: 
Selvstændig i egen kommunikations- og rådgivningsvirksomhed de seneste 25 år, hvor Stockholmsmässan siden årtusindskiftet har fyldt mere og mere.
 

Relateret indhold

27.03.2024Designbase.dk

Det er OK at markedsføre ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”

27.03.2024Designbase.dk

Ambiente 2024: De bedste gaver er bæredygtige

25.03.2024Designbase.dk

Virksomheders viden om materialer skal boostes

22.03.2024Kop & Kande

Sponseret

Kop & Kandes årsresultat 2023

22.03.2024Designbase.dk

Skal jeg holde lukket på forårets helligdage?

21.03.2024Designbase.dk

Hübsch har deltaget i et kartel

21.03.2024Designbase.dk

Bolia får nyt logo

21.03.2024Designbase.dk

For få søger ind på erhvervsuddannelser

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023