21.11.2018 | Business | Branchenyt
Bahne åbner butik nr. 20
I morgen den 22. november åbner Bahne sin nyeste butik i Aarhus, der er nr. 20 i rækken.
Den nye Bahne-butik er placeret i den historiske Regina-bygning på Strøget i Aarhus. Her har bl.a. tidligere været biograf og bygningen har gennemgået en omfattende renovation. Bahnes nye univers med både butik og café er stort, hele 700 m2 og med en synlig facade ud til gaden. Renoveringen og opbygningen af butikken har taget tid og selve åbningen er også blevet forsinket. Men det har været vigtigt for Bahne at bevare elementer fra den gamle bygning for at give en unik stemning til oplevelsesuniverset.
En af bygningens væsentligste varemærker er en rotunde med en kuppel, hvor der i forbindelse med renoveringen er fundet originale guldstjerner frem i loftet, der nu er blevet restaureret.
Svend Rathsacks Harlekin skulptur i den flotte rotunde med stjernehimmel. Billede fra Bahnes Facebook.
Foruden stjernehimlen er en skulptur af den danske billedhugger Svend Rathsack også bevaret i rotunden. Skulpturen ”Harlekin” fra 1920 er blevet omkranset af en åben cirkulær reol, der både beskytter skulpturen, men også fungerer til udstilling af varer.
I et interview med Lokalavisen Aarhus fortæller Jacob Bahne Sørensen om renoveringen og det store arbejde, det har været at bevare de historiske elementer:
"Rotunden har især været en udfordring. Vi ville gerne have det originale udseende frem, så vi har haft tre eksperter til at hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Vi har været i gang med at dampe herinde, og derfor kører affugterne for at gøre det hele klar. Rummet her er jo kronjuvelen i butikken, og vi har forsøgt at bevare det meget flotte udtryk, der er. Alt undtagen gulvene er originale - de er fra 80'erne", siger Jacob Bahne Sørensen.
Anderledes butik
Butikken er Bahnes anden butik i Aarhus og deres butik nr. 20 på landsplan, men den bliver noget anderledes end de andre butikker:
"Den her butik bliver lidt atypisk i forhold til den, vi har i Bruuns Galleri. Normalt har vi en afdeling med køkkenudstyr, en med puder og så videre, men i rotunden mikser vi det, så vi kombinerer puder, stel og køkkenudstyr - men ikke gryder og pander", fortæller den administrerende direktør i interviewet med Lokalavisen Aarhus.
Som noget andet nyt, er der indrettet en lille café i butikken, hvor kunder og gæster kan slappe af og nyde en kop kaffe eller noget mad i forbindelse med shoppingen. Cafeen hedder Miss Etoile opkaldt efter Bahnes eget brand af samme navn, og derfor vil produkter herfra blive brugt i cafeen for igen at udvide kundeoplevelsen.
”Det er et stort skridt for os, for det er et helt nyt område. Men det handler igen om at give kunderne en oplevelse, at sikre, at der sker noget aktivt i butikkerne”, fortalte Jacob Bahne Sørensen i et tidligere interview med Designbase.
I forbindelse med butiksåbningen kører Bahne særtilbud på udvalgte produkter.
Branchenyt

Lissy Kirk takker af
Lizzy Kirk takker af efter 59 år i branchen.
Dekoration

Naturen er en uendelig kilde til inspiration
”Naturen går aldrig af mode. Der er noget universelt ved naturen, og det er der også for mig”. Det siger Pernille Folcarelli, der for fem år siden etablerede sin virksomhed Pernille Folcarelli, hvor hun skaber tryk, tapeter og tekstiler med inspiration fra planteuniverset. Hun er også medlem af Faga, som hun bruger til at netværke med andre fra branchen.
Outdoor

Stilrene lygter til terrassen
Med sin velkendte sans for enkelhed har Maria Berntsen designet de stilrene Hurricanes, der skaber en særlig atmosfære og kan bruges året rundt – både til de lange sommeraftener og de mørke vinteraftener.
Outdoor

Rå picnic
Nye outdoor produkter til Rå-kollektionen fra JUNA.