5 hurtige til Nadia Lassen

I en alder af 23 år startede hun sin første virksomhed, by Lassen, der især blev kendt for hendes oldefars (Mogens Lassen) lysestage, Kubusstagen. Senere solgte hun sin andel af by Lassen og ville prøve kræfter med andet. I dag er hun medstifter af det nye belysningsbrand Nuura og har netop også investeret i designvirksomheden Gejst. Vi har taget en snak med Nadia om iværksætteri, godt design og hvad fremtiden byder på.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter og selv starte en virksomhed op?

Det er fantastisk at kunne skabe noget fra bunden med egne tanker og ideer, som man ser vokse. Der er bestemt en grund til, at mange iværksættere kalder deres virksomhed for "en baby", for det er meget den følelse, man har. At man nurser den og giver den alt, hvad man har, man tager en masse kampe og bekymringer, men når man så ser, at "babyen" er blevet stor og kan klare sig selv, at den rent faktisk kan skabe værdi for andre mennesker og give dem glæde, så bliver man simpelthen så stolt og glad, og alle de bekymringer man har haft, er pludseligt ubetydelige.  

Hvad har du lært fra opstarten af by Lassen og tiden herefter, og hvad har du taget med dig til opstarten af Nuura?

At sætte sig mål og gå benhårdt og struktureret efter dem er for mig en keyfaktor for at opnå succes!

Og så har jeg lært, at man skal følge sin intuition, gøre det man er dygtig til og lade andre om det, man ikke er dygtig til, hvis det overhovedet er muligt økonomisk. Endvidere har jeg taget en økonomisk bevidsthed med mig, som jeg også altid har haft i by Lassen. Jeg er ikke bange for at investere, men det kan ikke nytte noget, at en ny virksomhed ødsler om sig med penge, man må bruge sin sunde fornuft og sætte tæring efter næring. 

Du og Peter Østberg har netop investeret i Gejst, hvad er det, der er spændende ved Gejst som brand?

Gejst er en designvirksomhed med et stort potentiale. Der er først og fremmest nogle rigtig gode produkter i virksomheden, som med den rette distribution, fokus og branding har potentiale til at blive rigtig gode omsætningsmæssigt, og som måske kan blive nye klassikere over tid. Derudover købte vi os ind i Gejst, fordi der i virksomheden er nogle super dygtige og engagerede mennesker. Stifteren Søren Nielsen overraskede os positivt fra dag ét - han har et super overblik og er dygtig til at anskue hele kæden. Den anden ejer, da vi indtrådte, var Thomas Heunicke, som vi kendte indgående fra by Lassen, idet han var salgschef her. En stor del af by Lassens succes kan ledes tilbage til Thomas, så vi har fuld tillid til, at han kan løfte opgaven hos Gejst også. 

Hvad er godt design ifølge dig?

Godt design er noget, der appellerer til mine følelser, noget som rammer mig og tiltaler mig. Det kan være en form, funktion og materiale, som går op i en højere enhed. Og så er funktionen vigtig. Hvis en spisebordsstol i mine øjne skal være godt design, så kan det ikke kun nytte, at den er pæn, den skal også være god at sidde i. 

Hvor ser du dig selv om 5 år?

Da jeg trådte ud af by Lassen, havde jeg et ønske om ikke at være en del af driften i en fremtidig virksomhed, og det er jeg jo til en vis grad blevet her. Og jeg synes det er super sjovt i en opstartsfase, men jeg drømmer om at slippe driften, så snart der er opbygget en struktur og så arbejde mere med kreative projekter.  

Relateret indhold

27.03.2024Designbase.dk

Det er OK at markedsføre ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”

27.03.2024Designbase.dk

Ambiente 2024: De bedste gaver er bæredygtige

25.03.2024Designbase.dk

Virksomheders viden om materialer skal boostes

22.03.2024Kop & Kande

Sponseret

Kop & Kandes årsresultat 2023

22.03.2024Designbase.dk

Skal jeg holde lukket på forårets helligdage?

21.03.2024Designbase.dk

Hübsch har deltaget i et kartel

21.03.2024Designbase.dk

Bolia får nyt logo

21.03.2024Designbase.dk

For få søger ind på erhvervsuddannelser

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023