Vi skal give kunderne en endnu bedre købsoplevelse

Imerco A/S og Inspiration A/S fusionerer nu med et ønske om at skabe endnu stærkere livsstilskoncepter til kunderne. Ambitionen er at fastholde det nuværende antal butikker og medarbejdere og at skubbe yderligere til den positive udvikling, begge kæder er inde i.

Imerco har opført et stort lager, og herfra skal logistikken til begge kæder fremover styres..

Imerco og Inspiration har indgået en aftale om fusion. Aftalen kommer som en konsekvens af den stadig stigende konkurrence fra blandt andet de store supermarkeds- og boligindretningskæder og den nethandel, der beskæftiger sig med indretning til bolig og køkken. Fremover vil de to kæder samlet tælle over 200 butikker på det danske isenkram- og designmarked.

”Der sker generelt en konsolidering i dansk detailhandel. Imerco har været igennem en turn around de seneste år. Inspiration har ligeledes været på en rejse og er nu på rette kurs. Med en sammenlægning af kæderne forventer vi selvfølgelig at kunne skubbe yderligere til denne positive vækst bl.a. i kraft af en række synergier ikke mindst på logistiksiden; it, indkøb og på administrationssiden med sammenlægningen af hovedkontorerne på Imercos adresse i Herlev”, lyder det fra Frederik Brønnum, som i fremtiden skal stå i spidsen for det nye selskab. Han forklarer, at navnene Imerco og Inspiration begge vil fortsætte.

”I et marked med betydelig brancheglidning og hård konkurrence fra mange aktører får Imerco og Inspiration sammen den pondus, der er så vigtig for, at vi på længere sigt kan sikre en stærk specialhandel og sikre, at kunderne fortsat møder specialister, når de handler hos os. Sammen kan vi bedre fastholde og tiltrække de dygtige medarbejdere, som er så væsentlige for vores berettigelse og på den måde udvikle vores brands til gavn for vores kunder,” siger Frederik Brønnum.

Læs også: Imerco og Inspiration fusionerer

På længere sigt forventes naturligvis en vækst i omsætningen, men allerede inden for de næste par år er det Frederik Brønnums klare holdning, at man når et overskud på 150 mio. kr.

Ambitionen er at fastholde det nuværende antal butikker og samtidig skabe vækst i omsætningen, og planen er klart, at begge kæder fortsætter som selvstændige brands.

”Denne fusion skal ses som et offensivt tiltag, hvor vi har en ambition om at vækste både inden for den klassiske butikshandel og i forhold til salget på nettet,” siger Frederik Brønnum, og han slår fast, at der som udgangspunkt ikke er planer om hverken at lukke butikker eller at afskedige medarbejdere i butikkerne – selv i de byer, hvor Imerco og Inspiration ligger side om side.

”Butikkerne vil fortsat møde kunderne med de samme butikschefer og det samme personale, der kender kunderne og kender lokalområdet”.

Profilerne skærpes
”Både Imerco og Inspiration er isenkræmmerkæder med klare koncepter, og med fusionen får vi samlet alle gode kræfter, så vi kan være endnu stærkere i et marked”, lyder det, og Frederik Brønnum slår fast, at begge kæder har nogle stærke sider, som kan implementeres på tværs.

”Målet er, at vi samlet skal kunne tilbyde kunderne endnu mere, end vi hidtil har kunnet give dem hver for sig, så resultatet bliver en markant bedre kundeoplevelse”.

Kædernes profiler skal naturligvis skærpes.

”Men lige nu ligger der et stort arbejde foran os i forhold til, hvordan vi opnår de allerbedste resultater for alle parter”.

Læs også: Formland tiltrækker kæderne

Som det ser ud i dag, er Imerco stærke på nettet samt på køkken- og bordkategorierne, mens Inspiration har bevæget sig mere i ud ad livsstilsvejen.

Og Frederik Brønum understreger, at kunderne er det vigtigste, og at det er dem, der skal have fordel af sammenlægningen.

”Uden kunderne har vi ingen forretning. Kundeoplevelsen er utroligt vigtig, og det er netop den, vi det næste stykke tid vil arbejde på at videreudvikle”. Han nævner et varesortiment på tværs af kæderne, bytteordninger og gavekort også på tværs af kæderne som eksempler på nogle af de muligheder, der måtte være.

”Kundeservice er et strategisk element i fremtiden, Forbrugeren bliver mere og mere kræsen, og ord som kundeservice og convenience kommer til at betyde endnu mere i fremtiden”.

Samlet omsætning på 1,6 mia. kr.
Imerco og Inspiration har en samlet omsætning på 1,6 mia. kr. Heraf kommer cirka 1,1 mia. kr. fra Imerco, mens Inspiration omsætter for cirka 0,5 mia. kr.  Imerco-kæden består af 153 butikker, mens Inspiration har 48 butikker. I alt har de to kæder knap 1.700 ansatte.

”Den samlede omsætning indenfor isenkramrelaterede produkter er meget stor og skønnes i Danmark at udgøre ca. 8 mia. kr. inklusive onlinesalg, og vi kan se, at konkurrencen om dette attraktive marked bliver stadig hårdere. Det skal vi kunne matche, og det kommer vi endnu bedre til med denne fusion,” siger Niels Heering, der er bestyrelsesformand i Imerco.

”Imerco forventer før sammenlægningen et EBITDA i niveauet 90 mio. kr. og Inspiration 15 mio. kr. Med de synergier vi relativt hurtigt kan høste, forventer vi snart at kunne opnå et EBITDA på over 150 mio. kr. Vi har hermed også skabt en stærk børsnoteringskandidat.”

Imerco har i dag Mikael Goldschmidt som hovedaktionær med en ejerandel på 84 % via datterselskabet M. Goldschmidt Capital A/S, mens Inspiration er 100 % ejet af Niels Thorborg via selskabet 3C RETAIL. I det fremtidige selskab fortsætter M. Goldschmidt Capital som hovedaktionær med en ejerandel på 65 pct., mens 3C RETAIL får en ejerandel på 22 pct. Dertil kommer lidt over 100 mindretalsaktionærer, som primært er tidligere butiksejere fra Imerco-kæden.

Læs også: Imerco har appetit på livet

Også Niels Thorborg, der er bestyrelsesformand i Inspiration, glæder sig over aftalen.

”I Inspiration har vi gennem de sidste 3 år haft en god udvikling både resultat- og konceptmæssigt. Derfor er tidspunktet det helt rigtige for begge parter til at sætte turbo på udviklingen og på den måde fremtidssikre Inspiration og Imerco. Derfor glæder jeg mig over, at vi har fået denne aftale forhandlet på plads, så danskerne også i fremtiden kan møde den klassiske isenkræmmer i gadebilledet og på nettet,” siger Niels Thorborg.

Fusionen skal godkendes af de danske konkurrencemyndigheder og ventes at være endelig på plads 1. november 2016.

Relateret indhold

16.04.2024Designbase.dk

Nyt regnskab fra Bygma Gruppen:  Investeringer trods et udfordrende marked

16.04.2024Designbase.dk

Digital bogføring: det skal du vide

16.04.2024Designbase.dk

Digital bogføring: det skal du vide

16.04.2024Designbase.dk

Bogføringsloven: De nye krav giver en klar fordel

15.04.2024Designbase.dk

Dansk Erhverv kalder på regulering for Temu

12.04.2024Designbase.dk

Nye værktøjer gør ESG-rapportering til en vækstmotor

11.04.2024Designbase.dk

Undgå cyberangreb med ny varslingstjeneste

10.04.2024Designbase.dk

Tag Ansvarlighedstjekket

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023