Store forventninger til Formland

Formland buldrer derudad med nye koncepter og nye tiltag; foredrag, workshops med videre, så der er masser at komme efter som indkøber. Naturligvis næste sæsons nyheder fra de mange udstillere, men også masser af god inspiration til butikken. Og så er der lagt op til en super messe med masser af fokus på at være den effektive handelsplatform, Formland er kendt for at være.

”Vi har store forventninger til den kommende Formland Spring messe, der finder sted 2.-5. februar”, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm, der er projektleder på Formland. ”Vi lancerer bl.a. et helt nyt designkoncept med navnet ONE, som vi forventer os meget af”.

Hun fortæller videre, at Formland messen de seneste år været inde i en fantastisk udvikling, hvor branchen nu igen er samlet i 7400 Herning.

”Vi er utrolig glade for den opbakning, vi har fået. Ud over de mange produktnyheder er Formland kendt for trendzoner, spændende foredrag og workshops, hvor de besøgende kan hente masser af inspiration, dygtiggøre sig og få brugbare tips og tricks til deres egne butikker. På Formland ser man hvilke tendenser, der skal dominere boligen og butikken, og vi er superglade for, at Formland igen opleves som branchens mødested – en sand branchefest for designentusiaster”, fastslår Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Fusionen mellem innovation og design
ONE er fusionen mellem innovation og originalt design. Det er first-movers og eksperimenterende designstuderende, up-coming virksomheder og mere kommercielle og veletablerede virksomheder, der udstiller i forening.

”ONE er placeret i tre haller, og de besøgende kan glæde sig til et overflødighedshorn af de nyeste tendenser, innovative koncepter og eksperimenterende produkter inden for interiør, småmøbler, kunsthåndværk, keramik og belysning”, lyder det. 

Nutidens vækstmagere har øje for at differentiere sig fra det eksisterende, og i konceptet ONE kan man møde dem, der har modet til at skille sig ud fra mængden. I ONE findes både nye og veletablerede virksomheder - store som små. Fælles for dem er, at de er unikke. Nøgleordene er: originalt, trendy og ’ONE of a kind’.
Bag ONE står en af Danmarks førende trendforskere og livstilseksperter Mads Arlien-Søborg. ONE er delt op i ONEcurated by Mads Arlien-Søborg i hal J1 og ONE, der ikke er kurateret, i hal J2 og J3. 

I den kuraterede del er der plads til eksperimenter, prototyper og kreative idéer, og her vil man også kunne opleve spændende og skelsættende design fra danske designskoler.

De toneangivende frontløbere præsenterer de nyeste tendenser med særlige oplevelser, innovative koncepter og eksperimenterende produkter.

J2 og J3 er for udstillere, hvis design lægger sig op ad det kuraterede, men som er mere kommercielle, og som har brug for større stande for at vise deres kollektioner.

Mads Arlien-Søborg stod bag Formlands New Note for 10 år siden, og selv om det absolut ikke er det samme, er udgangspunktet dog ens; nemlig at skabe en profilhal i et miks af spændende, interessante udstillere, der har noget toneangivende, anderledes originalt og kreativt at byde på, skoler er også med og såvel større virksomheder som nye, unge designere.

”Målet er at skabe et hype omkring ONE, at skabe en interessant platform, hvor designerne kan udfolde sig, og hvor der kan bydes på noget andet og mere end det, Formland er kendt for i dag”, forklarer Mads Arlien-Søborg.

”I den del af ONE, der er kurateret, er kravet ganske enkelt, at de skal igennem mig”, siger Mads med et smil.

Han mener, kriterier er floskelagtigt. ”Det, det i virkeligheden handler om, er, at der skal sættes et personligt fingeraftryk på området. Udstillerne skal have noget interessant at byde på, det skal være udstillere, som er enere inden for deres område”, forklarer Mads, og hans mål er at pille lidt af det højtidelige af. ”Det er ikke mere, end det er”, siger han, og selv om området er kurateret, kalder han det også for inkluderende. ”Det behøver hverken at være high end-produkter eller andet. Alle vurderes ens, uanset om det er en veletableret virksomhed eller en nyudklækket designer med en prototype”.

Ideen med ONEcurated er ifølge Mads Arlien-Søborg at spotte den nye generation og posen rysten hver gang, der er messe. Hvis man er med i det kuraterede område én gang betyder det ikke, at man nødvendigvis er med næste gang, og målet er, at det skal være en inspirerende og anderledes oplevelse at se udstillerne sammen. Der er forskellige produktkategorier, sjove koncepter og en god blanding af udstillere.

Mads Arlien-Søborg fortæller, at ONE allerede nu er blevet taget godt imod af både nye og etablerede virksomheder og ikke mindst af københavnske virksomheder, der tidligere valgte northmodern, og som nu har fået øjene op for, at Formland også er innovativ og med helt fremme, når det gælder design.

Mads lægger ikke skjul på, at ONE i februar bliver et pilotprojekt, og målet er ikke at starte op med 60 udstillere, men at begynde i det små og vælge kvalitet frem for kvantitet.

”Men vi håber da virkelig, at det over tid bliver et etableret område i udvikling, ligesom planen også er, at ONE skal have en international profil”.

Inspiration og læring
Der er ingen tvivl om, at fremtidens kunde kræver mere og mere, og som besøgende på Formland kan man denne gang få god indsigt i fremtidens butik. Trendzonen i hal E opbygges som et moderne handels- og forsamlingshus og bliver et sted, hvor man kan føle sig hjemme, drikke en kop kaffe, opleve unik service og gøre en god handel.

Nøgleordet er crossbranding, hvor brands i et samarbejde på kryds og tværs giver kunderne en unik og helstøbt shopping-oplevelse”, forklarer Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Bag THE COMMON SENSE SHOP, hvor det oprindelige, det hjertelige, det personlige og det naturlige er i højsædet, står Eckmann Studio, der vil vise, hvordan man som detailbutik kan tage alt det bedste fra bageren, temanden, kokken og rengøringseksperten og skabe nye købsmotiverede oplevelser.

”Forbrugerne kan ikke proppe flere sofapuder ind i deres hjem, men varegrupper som kaffe og oplevelser stiger markant, så hvorfor ikke kombinere disse? Forbrugerne vil underholdes, engageres og motiveres til køb, ellers holder de igen og ser tiden an. THE COMMON SENSE SHOP skal give inspiration til, hvordan en moderne detailbutik overlever i en verden med større og større krav fra forbrugerne, og det lader til, at vejen frem er nærvær, viden og læring”, siger Anette Eckmann, ejer af Eckmann Studio.

Anderledes købsoplevelser
Idéen med THE COMMON SENSE SHOP er at give detailhandlen inspiration til anderledes købsoplevelser. Det er nemlig ikke længere nok at føle sig velkommen og opleve en god service og stemning, når man træder ind i en butik. Man skal have en helstøbt oplevelse, hvor det originale, autentiske og naturlige univers berører alle ens sanser, når forskellige brands arbejder sammen om at inspirere og lære fra sig. Det moderne handels- og forsamlingshus skal derfor være et sted, hvor folk føler sig hjemme, gør en god handel og modtager god service samtidig med, at man kan nyde en kop kaffe og arbejde på den medbragte laptop eller blot mødes med venner eller familie over en croissant.

”I en sammensat, turbulent og foranderlig verden er forbrugerne blevet mere bevidste. Derfor er det nødvendigt at tænke detailhandel på en helt ny måde. Det, man plejer at gøre, er krakeleret. Forbrugerne efterspørger helt nye former for shoppingoplevelser. Derfor er det nødvendigt at genopfinde den fysiske butik, og det glæder vi os til at vise de besøgende”, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Creators community
På Formland åbnes også op for version to af Formlands iværksætterevent, der har skiftet navn til CREATORS COMMUNITY.

”I CREATORS COMMUNITY udstiller 80 iværksættere fra Danmark, Sverige, Tyskland, Schweiz og Holland. I forbindelse med CREATORS COMMUNITY uddeles en Design Award, der denne gang er opgraderet til også at indeholde en pengepræmie. Det betyder, at vi nu tiltrækker endnu flere spændende og kreative virksomheder”, fortæller Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Hvem der skal modtage Design Award’en besluttes af en jury bestående af designer Ilse Jacobsen, medredaktør på Bo Bedre Charlotte Ravnholt, designer Anders Nørgaard, trendekspert Mads Arlien-Søborg, virksomhedskonsulent Patrizia Venturelli og Mai-Britt Risvig Flyvholm som repræsentant for Formland.

____________________________________________________________________________________________________
 

Foredrag på Formland

Torsdag kl. 11: De hårde facts om nethandel
Niels Ralund, adm. direktør i FDIH, giver konkrete råd samt en opdatering på de nyeste tal for dansk og udenlandsk nethandel. Nethandel får i de kommende år en central rolle som afsætningskanal for danske virksomheder, ligesom sammensmeltningen mellem de fysiske butikker og netbutikker vil stille nye krav til virksomhederne.

Tordag-søndag kl. 13: pej trend A/W 17/18
Sæsonen efterår og vinter 17/18 markerer, at vi er trætte af halve sandheder fra medierne, spindoktorer, lange politiske og ideologiske diskussioner om småting, og at vi søger og beder om løsninger og konstruktive tiltag, der kan gøre, at vi kommer videre og får løst de udfordringer, som vi mennesker konstant møder. Hør Louise Byg Kongsholm fortælle om sæsonens fire temaer tager afsæt i den konstruktive tankegang, og har de følgende navne: Constructive hedonism, Constructive moments, Constructive urbanity, Constructive self.

Torsdag kl. 15: Kundemagnetisk salg - opbyg stærke kunderelationer og sælg mere
Jannie Ilum Gade og forsker Sanne Dollerup fra Kundemagneterne fortæller om at opbygge stærke kunderelationer gennem målrettet kommunikation til emotionelle kundetyper. I får mere loyale kunder og en effektivisering af jeres salg- og markedsføringsindsats. Salg handler ikke om jeres produkter, men om hvorfor jeres kunder køber. Når I ved præcis, hvem jeres kunder er, kan I skræddersy jeres salgs- og markedsføringsindsats, så I tiltrækker flere kunder.

Fredag kl. 11: Kend din mandlige forbruger – og udvid dit marked
De fleste interiørbutikker har langt flere kvindelige end mandlige kunder. Men hvis butikken lærer at arbejde med, hvad der kan lokke mænd til, hvad der skal til for, at de føler sig godt tilpas i shoppingsituationen, og hvilke succeskriterier de drives af, kan den relativt let udvide sin målgruppe, siger foredragsholderen, detailhandelseksperten Mette Skovgaard Frich.

Fredag kl. 15: Statussymboler i en tid, hvor der ikke er status i ting
Hvis du forstår skiftende statussymboler, forstår du, hvad kunderne vil have. Forbrugerne vil nemlig gerne bruge penge - men det er sjældent på det, som butikkerne insisterer på at sælge. Hvad gør man så? Hvad er fremtidens statussymboler og hvilke butikker finder man dem i? Foredragsholder: Flemming Birch er ekspert i detailhandel, forbrugertrends og forventninger til det fremtidige forbrug. Han er partner i konsulentfirmaet Birch & Birch, og har gennem 15 år arbejdet med et væld af virksomheder og organisationer med interesse i detailbranchen.

Lørdag kl. 11 og søndag kl. 15: The watchlist
Har du brug for en bred og varieret indsigt i, hvad der rører på sig inden for det kreative felt? Det er sjældent tilstrækkeligt at nøjes med at kigge i sin egen branche for at finde inspiration til produktudvikling, konceptfornyelse, marketingkampagner med mere. Ofte er der brug for input fra helt andre områder, der på forskellig vis kan sætte de kreative tanker i gang. Hør Louise Byg Kongsholm fra pej gruppen fortælle om, hvem man skal holde øje med lige nu og om de særligt unikke, tankevækkende og nævneværdige eksempler inden for udstillinger, butikker, blogs, arkitektur, musik, film og meget mere.

Lørdag kl. 15: Fremtidens detailhandel
Flere og flere klassiske detailhandlere er blevet dygtigere online, der er sket en række markante opkøb, og næste skridt bliver at pure players åbner flere fysiske butikker. Imens er der en række mindre specialforretninger, der har satset hårdt på at levere verdens bedste kundeservice. Taberne i spillet er “den bløde mellemvare”, siger forfatteren til bestsellerne om Cross Channel, Louise Byg Kongsholm, der giver sine bud på, hvad der gør forskellen i dag.

Søndag kl. 11: “Go online or go home”
Som detailbutik har du ikke længere et valg om, hvorvidt du vil være til stede på sociale medier. I dag er det et spørgsmål om, hvor godt du gør arbejdet med at være synlig online. Stylist Helle Bille og kommunikationsrådgiver Anne-Louise Saabo fortæller om, hvor meget det betyder IKKE at være aktiv på de sociale medier. Markedsføring via sociale medier hjælper nemlig med til at komme tættere på dine kunders hverdag og aktuelle behov ved at markedsføre din butik lige der, hvor din målgruppe er. 

Relateret indhold

27.03.2024Designbase.dk

Det er OK at markedsføre ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”

27.03.2024Designbase.dk

Ambiente 2024: De bedste gaver er bæredygtige

25.03.2024Designbase.dk

Virksomheders viden om materialer skal boostes

22.03.2024Kop & Kande

Sponseret

Kop & Kandes årsresultat 2023

22.03.2024Designbase.dk

Skal jeg holde lukket på forårets helligdage?

21.03.2024Designbase.dk

Hübsch har deltaget i et kartel

21.03.2024Designbase.dk

Bolia får nyt logo

21.03.2024Designbase.dk

For få søger ind på erhvervsuddannelser

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023