Peruviansk alpakauld og skandinavisk design i skøn forening

Efter en rygsæksrejse til det sydamerikanske land Peru opdagede Lasse og Tina Elvang de mange fordele ved det peruvianske alpakauld. Det har ført dem på en endnu længere rejse med designvirksomheden Elvang, hvis sortimentet af kvalitetsprodukter nu bliver udvidet.

Alpakaplaiderne er Elvangs hovedområde, selvom også puderne oplever stor succes..

Det falder altid i god jord, når man køber feriegaver med hjem til familie og venner. For Lasse og Tina Elvang var de gaver, de købte med hjem fra deres rygsæksrejse til Peru i 2002, altafgørende for opstarten på deres virksomhed Elvang, der nu har eksisteret i over ti år.

Elvangs hovedområde er i særdeleshed plaider skabt af den bløde uld fra alpakaen, men den familiedrevne virksomhed med beliggenhed i Sorø er inde i en rivende udvikling og lancerer derfor helt nye produkter og materialer.

<p>Jeg vil pege særligt på kvaliteten af vores produkter som en del af årsagen til vores succes. Og så er vi også en troværdig leverandør.</p>

Lasse Elvang

Håndklæder, duge og tæpper
”Alpakaulden er vores DNA. Det er det, vores hjerter banker for, og vi har skabt et godt fundament for et brand, der repræsenterer eksklusive boligtekstiler. Det udnytter vi nu til at udvide sortimentet med nye produkter og materialer”, siger Lasse Elvang, som er uddannet cand.polit.

Baggrunden for udvidelsen og udviklingen som virksomhed findes i de mange forespørgsler, som Elvang får. Det er på baggrund af disse, at familievirksomheden har besluttet at udvide.

”Det er efterspørgslen på nye produkter, vi imødekommer nu. Udfordringen ved alpakauld er, at det er meget velegnet til puder, plaider og tørklæder, men det er ikke særligt velegnet til at vaske, og det absorberer ikke væske ret godt. Håndklæder kan du aldrig nogensinde lave i alpakauld. Derfor er den kollektion, vi har lanceret af håndklæder, lavet i bommuld”, forklarer Lasse Elvang.

Elvangs nyeste kollektion blev lanceret i efteråret, og den består, foruden håndklæder, af damaskvævede duge, bordløbere og dækkeservietter. Og så er der flere spændende ting i støbeskeen:

”Vi har også andre produkter, som vi planlægger at lancere. Det er sådan noget som viskestykker, sengetøj, gulvtæpper, vægtæpper og sengetæpper. Der kommer til at gå nogle år, men det er noget, der ligger på tegnebrættet”.

Fra at være en leverandør af tekstiler af alpakauld skal Elvang således over og blive en fuld leverandør af boligtekstiler i høj kvalitet. Men det er vigtigt, siger Lasse Elvang, at virksomheden holder fast i kerneværdierne:

”Det kan godt være, at vi bevæger os ind på nogle andre områder, hvor der er andre og større spillere. Men vi skal holde fast i vores udtryk, værdier og det, vi i Elvang står for.”

Lidt Peru til Danmark
Da ægteparret Lasse og Tina Elvang rejste til Bolivia og Peru i starten af 2002, var de ikke klar over, at den rejse, de skulle til at begive sig ud på, også ville blive starten på virksomheden Elvangs rejse. Det skulle nemlig vise sig, at de plaider af alpakauld, som de to rejsende bragte med hjem til familie og venner som gaver, kunne bidrage til mere end bare glæde og gavn for modtagerne. Inden længe blev alpakaulden nemlig en stor del af parrets liv.

”Vi havde ikke noget specielt kendskab til alpakauld før, men på rejsen gik det op for os, hvor vigtig alpakaulden er for Peru. Så hvorfor ikke købe nogle plaider med hjem som feriegaver?”, lyder det fra Lasse Elvang.

De hjembragte alpakaplaider fik en fantastisk god modtagelse, og det gav Lasse og Tina Elvang blod på tanden.

”Folk var mildest talt meget begejstrede for alpakaprodukterne. Og samtidig med at det gik op for os, at der i Danmark ikke fandtes leverandører af alpakaplaider, begyndte der at forme sig en tanke om en ny virksomhed. Vi havde simpelthen fundet noget nyt og spændende ude i verden, som ikke var kommet til Danmark endnu”, fortæller Lasse Elvang om selve idéen til virksomheden.

Henover sommeren og efteråret 2003 begyndte virksomheden at tage form, og ægteparret tog de første spæde skridt i retning mod det Elvang, vi kender i dag.

Plus på kvaliteten, minus på designet
”Vi lånte de plaider, som vi havde givet folk i sin tid, og dem viste vi så frem til enkelte forretninger. Fremvisningerne gav pote, og forretningerne var meget interesserede i særligt den gode kvalitet. Men én ting sad ikke helt i skabet: Designet”, siger Lasse Elvang, som på daværende tidspunkt arbejdede som økonom hos Sonofon (nu Telenor).

”Designet var dengang peruviansk, og det gik ikke helt rent hjem hos alle forretninger, så det arbejdede vi videre med”, fortæller Lasse Elvang og fortsætter:

”Derfra tog jeg tilbage til Peru og fandt en producent, som vi godt kunne tænke os at arbejde sammen med – blandt andet fordi, det er en producent, som går højt op i CSR og tænker fremadrettet. Det var, og er stadig, meget vigtigt for os”.

Lasse Elvang kom tilbage til Danmark efter at have lagt en bestilling hos den peruvianske producent, og kort efter udstillede han og hustruen på Heimtextil i Frankfurt – verdens største messe for boligtekstiler. Men al begyndelse kan være svær, hvilket de to Elvang’ere også måtte sande.

”Den første bestilling blev sendt direkte fra producenten i Peru med kurér til vores hotel i Frankfurt, og kom således frem aftenen før, messen gik i gang. Varerne kom uden labels på, så Tina måtte sidde aftenen inden og sy Elvang-etiketter på i hånden. Og næste morgen startede Heimtextil så”, fortæller Lasse Elvang grinende.

Heldigvis forløb messen rigtig fint, og det var tydeligt for parret, at de professionelle købere kunne se potentialet i alpakaplaiderne, hvis kvalitet er helt i top. Derfor kunne Lasse og Tina Elvang forlade Frankfurt med mere ro i sindet, og tilbage i Danmark tog virksomheden endnu en gang fart. Produktkategorierne puder og tørklæder kom til efter et par år, og særligt puderne har vundet stort indpas:

”Salget af puder stiger rigtig meget, men plaiderne er fortsat hovedproduktet”, forklarer Lasse Elvang.

Fakta om alpakaen

Alpakaen er et kameldyr, som ligner en lille lama. Antallet af alpakaer på verdensplan er knap fire millioner, og størstedelen lever i 3.000-5.000 meters højde i de sydperuvianske Andesbjerge. Alpakauldens fibre er tynde og fine, og tekstiler af alpakauld er derfor utroligt bløde (kilde: elvang.net).

Skandinavisk design og fairtrade
Brandet Elvang består ifølge Lasse Elvang af tre elementer: Peruviansk uld, skandinavisk design og fairtrade.

Mens Lasse Elvang står for indkøb og PR, har Tina Elvang ansvaret for produktudvikling.
”Tina har altid interesseret sig meget for mode, farvetrends, design og boligindretning. Samtidig har hun udviklet et kreativt talent og står for vores designstil”, lyder det fra Lasse Elvang. Det er således hende, der sikrer, at Elvangs produkter får et skandinavisk islæt.

”Plaider er som udgangspunkt skandinaviske produkter, og de bruges primært i Nordeuropa. Vi er et skandinavisk brand med skandinaviske designs, og vi kombinerer enkelte og klassiske designudtryk med vores fortolkning af de modetrends, der kører”, forklarer Lasse Elvang.

Med Tina Elvangs uddannelse i sociologi og udviklingsstudier, samt med hendes tid inden for Institut for Menneskerettigheder, ligger det hende meget på sinde, at Elvang også skal vægte fairtrade højt. Og det afspejler sig blandt andet i valget af den peruvianske producent.

”Produktionsforholdene har meget at sige i forhold til den producent, vi arbejder med i dag. Vi kunne fra start se, at deres CSR var på plads. Blandt andet har medarbejderne en løn, der ligger væsentligt over minimumsniveauet i Peru, og så er der ansat en læge og en tandlæge på fabrikken, som de ansatte og deres familier kan bruge gratis”, forklarer Lasse Elvang.

Producenten, som også arbejder sammen med store modehuse som Prada og Ralph Lauren, er desuden meget fremsynet og går højt op i, at alpakabønderne ikke går under kummerlige forhold.

”Oprindeligt havde man en lang supply chain, hvor alpakabønderne solgte til nogle mellemmænd, som selvfølgelig også skulle have penge. Det betød, at bønderne ikke fik meget for deres uld. Men fabrikken har sprunget mellemleddene over og handler direkte hos alpakabønderne. De tilbyder dem den fulde pris, og på den måde får de en højere indtjening”, siger Lasse Elvang om det gode initiativ.

Lasse Elvang kan desuden fortælle, at virksomheden, ved at lægge sin produktion i Peru, har været med til at skaffe 250 fuldtidsjobs i det sydamerikanske land. Og det er noget, man godt kan være rigtig stolt af.

Elvangs sociale ansvarlighed er blevet belønnet med en Fair Trade Certificering gennem World Fair Trade Organization, ”og det er klart et punkt, hvor vi adskiller os fra andre tekstilvirksomheder”, mener Lasse Elvang.

Den daglige drift i en succesfuld virksomhed
Elvang er en familiedrevet virksomhed helt ind til benet. Tina Elvangs bror, Anders, er også en del af virksomheden, som i alt har seks ansatte, og hvis succes ifølge Lasse Elvang skyldes kvaliteten af produkterne samt en troværdig position på markedet:

”Jeg vil pege særligt på kvaliteten af vores produkter som en del af årsagen til vores succes. Og så er vi også en troværdig leverandør. Vi leverer tingene med det samme, vi arbejder efter gode, gamle dyder, og så har vi en fair pris for et fair produkt. Vi er, hvis vi selv skal sige det, pålidelige at arbejde med, hvilket betaler sig på den lange sigt”.

Til spørgsmålet om hvordan det er at arbejde sammen med sin hustru, svarer Lasse Elvang med et smil på læben:

”Man siger altid, at man ikke vil arbejde sammen med sin kone, og så ender man alligevel med at gøre det. Ej, det fungerer rigtig godt, langt over forventning faktisk. Og så giver det en rigtig god fleksibilitet, som er vigtig, når man har tre børn på henholdsvis fire, otte og ti år”.

Og det med at blande arbejde og privatliv er heller ikke en forhindring for parret:

”Vi er heller ikke så firkantede ved at sige, at man ikke må snakke arbejde, når man er hjemme. Jeg tror, vi blander det hele lidt sammen. Nogle gange har man brug for at snakke som forældre i arbejdstiden, og når børnene ikke er der, kan vi sagtens snakke virksomhed i hjemmet”.
 

Fakta om Lasse og Tina Elvang

Lasse Elvang, 46, er uddannet cand.polit. Inden opstarten af Elvang arbejdede han to år i Erhvervsministeriet og siden fire år i Sonofon (nu Telenor) – begge steder som økonom.

Tina Elvang, 42, er uddannet i sociologi og udviklingsstudier. Før Elvang arbejde hun på Institut for Menneskerettigheder.

Lasse og Tina Elvang er gift og har tre børn på fire, otte og ti år.

Relateret indhold

19.04.2024Designbase.dk

Virksomheder står alene med udfordrede lærlinge

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

16.04.2024Lübech Living ApS

Sponseret

Den populære og unikke Ania vase

15.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Smukke lanterner med karakter fra Villa Collection Denmark

15.04.2024Designbase.dk

Keramisk popkultur

11.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Indret med naturlig charme og godt håndværk

10.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Alt til forårsfrokosten fra Södahl

10.04.2024Designbase.dk

Fire makrotrends for de kommende år

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023