Iittala relanceres på det danske marked

To mestre i tidløst design fra hver sin side af verden deler deres vision om et hjem i harmoni. Resultatet, Iittala X Issey Miyake-kollektionen, er en unik samarbejdsbaseret luksuskollektion af keramik, glas og tekstiler til hjemmet. Samtidig er lanceringen af Issey Miyake-samarbejdet også startskuddet på en relancering af Iittala, hvilket er til stor gavn for detailhandlen, slår Lars Tandrup fra Fiskars fast.

”Vi har en stor lyst til at gøre noget mere med Iittala. Vi tror, at brandet rummer meget mere, end vi hidtil har set – og vi er ikke i tvivl om, at Iittala har potentiale ikke bare på det danske marked, men globalt. Designmæssigt henter brandet sin inspiration hos de skandinaviske designikoner. Historien om det æstetiske design og det mundblæste glas, synes vi, er gået lidt tabt i ræset af tilbudsaviser, og vi mener, den nu trænger til at blive genfortalt”. Det fastslår Lars Tandrup, Managing Director for Fiskars Denmark og Regional Director for Fiskars Scandinavia.

Og han mener klart, at den indsats, der gøres på Iittala nu, i høj grad også kommer detailhandlerne til gode.

”Iittala skal være mere synlig for forbrugerne via forhandlere. Det gør vi med et mere fokuseret sortiment, der afspejler det danske marked. Samtidig ruller vi en ny butiksløsning ud, der dels omfatter en generel opdatering af retailuniverset og dels omfatter nyt inventar til både mindre og større shops. Og så skal vi kommunikere, at Iittala er andet end gule tilbudsskilte”, lyder det fra Lars Tandrup.

Han beskriver 2016 som Iittalas store relanceringsår, både når det gælder sortiment, partnerskaber med detailhandlen og på medieinvesteringssiden.

Læs også: Fransk designduo bryder glastraditionen hos Iittala med det delikate kunststykke, Ruuto

Når det gælder sortimentet, handler det således om at skabe det sortiment, man tror på, kan rotere i danske detailbutikker.

”Vi skal med andre ord sikre, at vore forhandlere får en god oplevelse ved at forhandle Iittala”.

Han understreger, at man ikke satser på flere forhandlere, men at det handler om kvaliteten af forhandlerne. 

”Vi har et stort ønske om at give de eksterne forhandlere en bedre oplevelse med Iittala. Det gælder et bedre gennemsalg og dermed en bedre indtjening”, forklarer Lars Tandrup, der videre slår fast, at Fiskars generelt har et stort ønske om at investere i mærker, der har potentiale.

Om Fiskars

Fiskars er noteret på NASDAQ OMX Helsinki. Koncernen havde i 2014 en nettoomsætning på 768 millioner euro og tæller på verdensplan omkring 4.800 medarbejdere. Fiskars blev grundlagt i 1649 og er dermed Finlands ældste virksomhed. Den 11. maj 2015 offentliggjorde Fiskars opkøbet af WWRD og dets portefølje af Wedgwood (grundlagt i 1759), Waterford (1783), Royal Doulton (1815), Royal Albert (1904) og Rogaška (1665). 

Det er nye øjne der ser
Lars Tandrup medgiver, at Iittala har haft behov for en relancering i nogen tid, og om grunden til, at det sker netop nu, siger han: ”Det handler om, at vi skulle være klar til relanceringen internt. I forbindelse med sammenlægningen af Fiskars-organisationen med Royal Copenhagen organisationen har vi nu en ny organisation på plads. Det, der nu sker, er derfor til en vis grad et udtryk for, at der nu er nye øjne, der ser”.

Og han har en stor tror på, at husets kompetencer vil komme Iittala til gode på den lange bane.

”Generelt har vi kigget på, hvor vores forskellige brands er, og hvor vi gerne vil have dem hen. På dele af vores portefølje har vi konstateret et behov for justeringer og Iittala er et godt eksempel på dette”.

Iittala X Issey Miyake – en boligkollektion til de daglige ritualer
Det nye samarbejde, som Iittala har indgået med Issey Miayke Design Studio, ser Lars Tandrup som én af vejene ind på den nye bane.

Partnerskabet med Issey Miyake Design Studio omfatter nyudviklinger inden for Iittalas egen sfære, men også inden for de kategorier, som Issey Miyake arbejder i. Boligkollektionen indeholder tekstil-, keramik- og glasprodukter, som med sine farver og udsøgte former indbyder til at nyde hjemmelivets ritualer på en afslappet og behagelig måde.

”Fokus er på design- og håndværksmæssige traditioner”, pointerer Lars Tandrup.

?Læs også: Det ultimative glas

Iittala og Issey Miyake er ideelle partnere, da de to brands har fælles værdier og designfilosofier. Iittala excellerer i tidløse designikoner, mens Issey Miyake er et globalt brand, der er berømt for innovativt tøj, som rækker videre end mode og tendenser. "De to brands har altid været trofaste over for deres filosofi omkring tidløst design og kreativ tænkning. Og så er tradition, funktionalitet, håndværksmæssig kvalitet og brug af innovative materialer og metoder kodeord i deres designarbejde", udtaler Harri Koskinen, designchef hos Iittala.

Det enkle og minimale designsprog, man finder i både Japan og Finland, supplerer hinanden perfekt. Den fælles respekt for tradition og innovative materialer har bragt de to kulturer hen imod en stadig mere ensartet æstetik – en æstetik, der fuldt ud kommer til udtryk i den nye kollektion.

Om Issey Miyake

Issey Miyake-brandet blev etableret af Issey Miyake i 1970, da Miyake Design Studio blev grundlagt. Brandet afspejler innovativ tænkning baseret på vedvarende forskning og udvikling – en tænkning, der tager hensyn til både traditioner og den nyeste teknologi for til enhver tid at kunne opfylde brugernes behov.

Designkonceptet udfordrer den konventionelle opfattelse af, hvordan tøj skabes, og bestræber sig på at søge efter forholdet mellem krop og tøj – og det, der er midtimellem. Udgangspunktet for Issey Miyakes tøj er altid de originale materialer. Med blikket rettet mod fremtiden rækker tøjet ud over de eksisterende rammer. 

Tæt samarbejde
Kollektionen er designet i tæt samarbejde mellem Iittalas koncept- og designteam og Miyake Design Studio. Gennem hele designprocessen har begge teams inddraget og hyldet naturen, håndværk, enkelt design og ny teknologi i deres arbejde.

"Issey Miyakes fortsatte forskning og udvikling inden for beklædning har nu udmøntet sig i samarbejdet med Iittala. Tekstilvarerne er ikke alene skabt med den nyeste teknologi inden for foldning og plissering af materialet, men også med udsøgt håndværksmæssig kunnen. Femkanten repræsenterer et element, der ikke stammer fra dagligdagen. Vi håber, den vil fremkalde helt særlige følelser", udtaler Midori Kitamura, direktør for Miyake Design Studio.

Kollektionen omfatter 30 produkter. Den taktile leg mellem tekstiler og femkantede glas- og keramikgenstande indbyder til at røre ved materialet, mens farverne er inspireret af det spirende forår og blomsterflor.

Tekstilprodukterne er baseret på Issey Miyakes originale folde- og plisseringsteknikker, der har været brugt i deres tøjproduktion siden slutningen af 1980'erne. Materialevalget er sket ud fra, hvilket materiale der er bedst egnet til at bevare de foldede og plisserede former. Materialet er desuden strygefrit. Tekstilprodukternes transformation fra den flade form til 3D-formen repræsenterer en blomst, der springer ud. Det skaber et øjeblik af overraskelse og glæde.

Issey Miyake-kollektionen sælges i en meget smal distribution i Danmark, og Lars Tandrup slutter af med at slå fast, at samarbejdet er et strålende eksempel på de ambitioner, man har med Iittala på sigt.

Relateret indhold

25.04.2024Designbase.dk

Messe Frankfurt tilbyder gratis onlineevents for alle

24.04.2024Designbase.dk

Salone del Mobile.Milano 2024 slår sidste års besøgstal

23.04.2024Lübech Living ApS

Sponseret

Opdag fordelene ved firkantede potter

23.04.2024Designbase.dk

Imerco har momentum og skaber vækst

23.04.2024Designbase.dk

Ni designvirksomheder kæmper om den norske branches vigtigste priser

22.04.2024Designbase.dk

Nordstil siger et bæredygtigt tak til regionen

22.04.2024Designbase.dk

Heimtextil samarbejder med Patricia Urquiola i 2025

19.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Unikke stentøjskrus fra Villa Styles

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023