Her er vinderne af Ilvas designkonkurrence
I sidste uge blev vinderne af Ilvas designkonkurrence, Ilva & IDdesign Design Award, kåret ved et stort arrangement i København.
Onsdag den 15. juni blev de tre vindere af den internationale designkonkurrence Ilva & Iddesign Design Award 2016 afsløret. Det skete ved et stort arrangement på Refshaleøen i København.
Designkonkurrencen har kørt i flere år, men er for første gang gået internationalt. Det sker i et samarbejde mellem Ilva og søsterselskabet IDdesign. Derfor har konkurrencen tiltrukket både danske og udenlandske deltagere.
Læs også: Ilva donerer penge til Red Barnet
Det er helt fantastisk, at vi i år har kunnet engagere så mange talentfulde internationale studerende. Det siger meget om, hvor populært dansk og skandinavisk møbeldesign er rundt om i verden at så mange bliver inspireret til at byde ind med nye designs, siger Piet Klein, Brand & Franchise Direktør for ILVA & IDDesign Franchise, til byggecentrum.dk.
Vinderne
De tre priser affødte præmier på henholdsvis 5.000, 10.000 og 50.000 kroner. Tredjepladsen gik til finske Thomas Modeen med designet Winks Armoire et lille gæsteværelse/rum til opbevaring.
Andenpladsen gik til den danske designer Theresa Bligaard, som havde designet multimøblet Ozone, mens italieneren Simone Affabris løb med førstepladsen og de 50.000 kroner. Simone Affabris havde designet lampen Almanacco, som er inspireret af solopgange og nedgange.
Læs også: IDEmøbler og ILVA i modvind på Facebook
Dommerpanelet bestod bl.a. af trendeksperten Mads Arlien Søborg og Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding.