Danmarks første branche- og varekundskabsskole fylder 50

For 50 år siden gik 10 detailbrancher sammen om at oprette en særlig branche- og varekundskabsskole for butikslærlinge. Handelskostskolen, siden Handelsfagskolen, skulle imødekomme den tids stigende specialisering i detailhandlen.

Hvert år ansætter detailbranchen mange hundrede unge i uddannelsesforløb til salgsassistenter med profil. Eleverne veksler mellem den daglige oplæring i butikken og koncentrerede skoleforløb på Handelsfagskolen, som i år fejrer 50 års jubilæum.

Initiativet til at oprette detailhandlens egen skole kom fra Torben Grue, der var direktør for Danmarks Isenkræmmerforening. Som ung isenkræmmerlærling havde han mærket på egen krop, hvordan det var at møde på lærestedet kl. 05 om morgenen, cykle videre til handelsskolen efter fyraften og der sidde på skolebænken til sent om aftenen. Til sin afsluttende eksamen i varekundskab blev han hørt i oste, selvom han naturligvis var mere interesseret i isenkram. Undervisningen i varekundskab skulle dengang dække flere forskellige brancher.

Initiativtager ville forandring
Da Torben Grue mange år senere sad i direktørstolen for en af detailhandlens store brancheforeninger, syntes han egentlig ikke, der var sket de store forbedringer af butikslærlingenes uddannelse på handelsskolerne. I 1964 udsendte Undervisningsministeriet en bekendtgørelse, som pålagde handelsskolerne at udbygge butikslærlingenes teoretiske undervisning med en praktisk faglig del inden for de enkelte brancher. Det gav ham ideen til at oprette detailhandlens egen branche- og varekundskabsskole. Den skulle udbyde uddannelser tilpasset de enkelte brancher og fungere som kostskole, så eleverne kunne modtage undervisning om dagen.

10 brancher gik sammen
Det lykkedes Torben Grue og en bestyrelse af ligesindede at samle 10 detailbrancher om projektet, og de afgørende dokumenter blev underskrevet 5. oktober 1966. Knap to år senere, efter betydelige donationer fra brancherne og efterfølgende ombygning af en tidligere fabrik i Odder, kunne forstander Bent Henrik Langkjær Henriksen byde det første hold elever velkommen til Handelskostskolen.

De kom fra blomsterbranchen, og siden fulgte elever fra bog, foto, isenkram, farvehandler, materialist, parfume, sko, møbler og el-artikler.

Skole og hjem på én og samme tid
Skolehjemmet gjorde Handelsfagskolen til et helt særligt uddannelsessted. Her blev elever fra Danmark, Færøerne og Grønland indkvarteret. Når undervisningen var slut, kunne eleverne fortsætte både de faglige og sociale snakke hen over aftensmaden, deltage i fælles fritidsaktiviteter eller bare hygge sig sammen.

Handelsfagskolens DNA
Fra begyndelsen tog undervisningen afsæt i elevernes dagligdag i butikken, faglærerne havde typisk baggrund i deres brancher, og samarbejdet med detailhandlen var i højsædet. Uddannelsen var løbende under udvikling. I 1997 blev fagprøven indført - en ny og mere projektorienteret eksamensform. Fagprøven skulle sikre et større samarbejde mellem skolen og læremester, øge læremesterens involvering i elevens uddannelse og skabe større sammenhæng mellem uddannelsen i butikken og på skolen.

Pia Agerbæk Marlo, direktør på Handelsfagskolen, genkender skolens fundament.
”Her 50 år efter Handelsfagskolen blev til, er vi stadig tro mod de grundlæggende værdier. Vi har vareprøvesamlinger i undervisningslokalerne, leverandører som gæsteundervisere og tager på virksomhedsbesøg hos producenter. Men derudover har vores undervisningsmetoder og indholdet i undervisningen ændret sig radikalt. Tiden og ikke mindst detailbranchen har gennemgået en helt utrolig udvikling, især inden for de sidste år – og det er denne virkelighed og fremtid, vi underviser til,” siger hun.

En 50-årigs CV
Handelsfagskolens CV er langt: Flere og nye brancher ville være med. Handels- og kontoruddannelser kom til. Et kursuscenter blev skabt. Én adresse slog ikke til. Der blev udbygget, købt til, solgt fra, renoveret og installeret IT i lange baner.

Dedikerede forstandere, inspektører, faglærere, køkkenmedarbejdere samt administrative og tekniske medarbejdere har gennem 50 år arbejdet for at give detaileleverne den bedst tænkelig uddannelse.

Handelsfagskolen i fremtidens detailhandel
Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail og formand for Handelsfagskolens bestyrelse, er ikke i tvivl om, at Handelsfagskolen har en central placering i fremtidens detailhandel:

”Nettet har betydet, at forbrugerne har adgang til stort set alle vareinformationer alle steder og altid. Det kræver, at detailhandlens medarbejdere skal være knivskarpe på produktviden, service og på evnen til at levere en god oplevelse for kunden, for man kan ikke nøjes med at udlevere varer. De evner udvikles bedst sammen med andre mennesker og sammen med engagerede undervisere i et stærkt fagligt miljø, der har forståelse for, hvordan detailhandlen udvikler sig, og som ikke er bange for at tage livtag med udfordringerne. Derfor er der også plads til Handelsfagskolen i en spændende fremtid.”

Tidligere elev fortæller
Erik Breum Madsen, 64 år, var elev på Handelsfagskolen fra 1969 -1971. Siden blev han indehaver af flere isenkræmmerforretninger, og han har gennem sin mangeårige karriere i detailbranchen sendt et stort antal elever på skoleophold til Handelsfagskolen.

”Det, jeg nok husker bedst fra Handelsfagskolen, var, at det var fantastisk sjovt at være sammen med jævnaldrene. Alle mødte op, ingen kendte hinanden på forhånd, men det kom vi mere eller mindre til i løbet af en dag. Det, at vi boede sammen på skolen, gav større mulighed for at være sammen privat, fordi vi havde aftenerne sammen. Vi brugte en del tid på et sted i ude byen, der hed Edelweiss.

Undervisningen var meget faglig. Vi havde vareprøver i undervisningslokalet, blandt andet porcelæn, glas, og køkkenmaskiner, og i varekundskab lærte vi for eksempel, hvordan man fremstiller porcelæn og glas.

Som indehaver i isenkrambranchen har jeg altid haft tradition for at have elever. Hvis man vil have et faguddannet personale, er man nødt til at uddanne elever. Vores elever glædede sig til at komme på skole, og jeg kunne mærke, at de kom tilbage med en begejstring, blandt andet i kundebetjeningen. Særligt fagprøven synes jeg, har været en rigtig god udvikling for uddannelsen. Det var spændende at følge med i projekterne og afhængigt af produktet øgede det jo også nogle gange omsætningen.

I dag har eleverne brug for en basisviden om produkterne, men måske lidt mindre varekundskab end tidligere, fordi nettet jo er her, og mange kunder kender det enkelte produkt næsten bedre end butikspersonalet. Efter min mening skal der endnu mere fokus på kundebetjening. Det er service, vi skal overleve på i detailhandlen, ellers køber folk på nettet.”

Relateret indhold

19.04.2024Designbase.dk

Virksomheder står alene med udfordrede lærlinge

19.04.2024Designbase.dk

Gratis klimarapportering er nu standard for store events i Bella Center

16.04.2024Lübech Living ApS

Sponseret

Den populære og unikke Ania vase

15.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Smukke lanterner med karakter fra Villa Collection Denmark

15.04.2024Designbase.dk

Keramisk popkultur

11.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Indret med naturlig charme og godt håndværk

10.04.2024F&H Group A/S

Sponseret

Alt til forårsfrokosten fra Södahl

10.04.2024Designbase.dk

Fire makrotrends for de kommende år

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023