Add this: 

Branchenyt

Dårligt regnskab som følge af problemfyldt fusion og opkøb

Tocifret millionunderskud er resultatet efter en problemfyldt fusion mellem to kæder.

I august sidste år blev den ønskede fusion mellem Imerco og Inspiration godkendt, men ikke helt som ønsket. Da Imerco kun fik lov til at opkøbe 25 af Inspirations butikker, mens at ejerne bag Inspiration blev forpligtet til drive de resterende butikker videre samt investere yderligere i en ny og levedygtig kæde.

Nu viser et nyt regnskab fra Imerco, at det har været en dyr omgang, og regnskabet bærer tydeligt præg af alle de udgifter, som opkøbet af Inspiration har medført.

Efter flere år med flotte og solide overskud kommer kæden i 2017 ud med et underskud på 10 mio. kr. før skat.

I 2016 landede Imerco et overskud før skat på 32 millioner kroner, mens det i 2015 var helt oppe på 43 millioner kroner.

"Opkøbet har virkelig trukket tænder ud. Vi er aldrig tilfredse med underskud, men synes, at det er ok i et begivenhedsrigt år", udtaler adm. direktør Frederik Oluf Brønnum til Børsen.

Han forklarer yderligere, at omkostningerne i forbindelse med købet alene tegner sig for 20 mio. kr. i form af udgifter til f.eks. advokater, rådgivere og øvrige integrationsudgifter.

"Det er ikke en katastrofe, og der er gode forklaringer, men jeg må indrømme, at de omkostninger gør ondt - men det er krigsomkostninger", siger Frederik Oluf Brønnum.

I forlængelse af fusionen besluttede Imerco at omdanne 37 af deres butikker, heriblandt de bedst beliggende af de 25 tidligere Inspirationsbutikker, til Imerco Home butikker. Et nyt koncept der foruden det eksisterende Imerco sortiment yderligere har fokus på produkter inden for bolig, design og indretning og sælger udvalgte tekstiler og møbler.

”Nu er hele koncernen tilbage på sporet, og vi kan se, at det allerede har givet pote de første måneder af 2018. Vi sigter efter at runde 1,5 mia. kr. i år og vil meget gerne, at vores ebitda rammer et trecifret millionbeløb," siger Frederik Oluf Brønnum, som også lover et overskud.

"Bundlinjen bliver løftet markant, fordi vi nu er på plads. Og vi har også investeret markant i vores onlinesalg, der vokser hele tiden", afslutter han.