Alt hvad designhjertet kan begære

F&H’s showroom er et slaraffenland for designinteresserede. Her ses brands som Södahl, Nuance og Rosti Mepal med mange flere, og på turen rundt får man en god fornemmelse for den kommende sæsons trends.

Som designpassioneret er en tur i F&H’s showroom som et barns besøg i julemandens værksted. 10-15 mærkevarer er samlet her; fra Nuance og Södahl til Mette Blomsterberg, Kähler, Rosti og Jamie Oliver.

Ud over mærkevarerne har F&H også en række egne brands, så uanset hvilken prisklasse, man som butik vælger at satse på, kan man finde varer, der passer, på hylderne i de store showrooms.

Når det gælder logistikken, fortæller marketingchef Kim Dyrholm, at man har godt 35.000 kvm. lager, hvorfra man distribuerer varer til kernemarkederne i Danmark, Norge og Sverige. Hertil kommer, at man har etableret et stort lager i Kina, hvilket gør transporten til Danmark langt mere effektiv og miljøvenlig.

”Har vi kun brug for en tredjedel af en container af én vare, kan vi nu pakke containeren med andre varer, så vi dermed kan fylde containeren op, spare transportomkostninger og tage hensyn til miljøet ved ikke at transportere halvfyldte containere”, lyder det fra Kim Dyrholm.

Han fortæller endvidere, at selv om F&H’s kerneområde er Skandinavien, tager man nu både Nuance og Södahl uden for de skandinaviske grænser og med rigtig god succes.

”Vi præsenterede Nuance og Södahl på Ambiente som en prøveballon, og den skal klart sendes op igen. Ikke mindst i Australien har vi rigtig fin succes med Nuance”, lyder det.

Södahl
Turen igennem showroom’et hos F&H begynder hos Södahl, hvor Dorthe Hilligsøe Forup, Brand Manager hos Södahl fortæller om den nye kollektion Be Authentic, hvor man arbejder med tre undertemaer: Casformal Nordic, der er et nordisk inspireret tema inspireret af naturen og den nordiske enkelthed og med en farveskala, der spænder over de jordagtige nuancer og pastellerne.

Wonder of Nature er et mere råt tema, hvor inspirationen er bjælkehytter, bark, slow living og det autentiske. Her er den primære farveskala den grønne mikset med grå og beige toner, og overfladerne er slidte og rå på den fede måde.

Working Ethnic er endnu et Södahl-tema, der baserer sig på det industrielle i et flot miks med det middelalderlige og orientalske. Her ses pasteller som lys blå i selskab med nuancer med tyngde som dyb indigo blå og wine.

Universet er maskulint og kodeordet er ”imperfection”.

Sidst er Södahl også klar med en julekollektion ”Christmas Mood” hvor det i år handler om ”keep it simple”. Motiverne er skabt, så de kan pynte i boligen også ud over juledagene, og looket er rent og enkelt.

Nuance
Carsten Johansen er salgschef for F&H’s mærkevarer, og han begynder rundvisningen i Nuances showroom, hvor man klart fornemmer den udvikling, Nuance har været igennem i de seneste år.

Således fortæller han, at man i fremtiden i langt højere grad satser på Living-segmentet, og at kollektionen er delt op i tre produktkategorier; Bar & vin, Køkken og Living.

I Nuances kollektion arbejdes med en række eksterne designere.

”Vi samarbejder med bl.a. Marcus Vagnby, Mads Odgård og Bo Junker, men vi er hele tiden åbne for nye designsamarbejder, der kan give Nuance-kollektionen noget”, fortæller Carsten Johansen.

Blandt de produkter, der lanceres til august er en shaker, designet i samarbejde med den nye københavnske bar Curfew. Shakeren er dobbeltsidet, hvilket betyder, at den er såvel støjdæmpende som kølende. Herudover har shakeren forstærket bund, så den tåler, at der mortes mynte, når der skal laves Mojitos.

En isspand med tang og låg er også ny, og en kande, der rummer 1,7 liter. Den fås i en række forskellige udgaver og er designet af Marcus Vagnby.

Et skærebræt med låg til opbevaring fra Mads Odgaards hånd er også nyt, og så ses Baldur serien, designet af Bo Junker, og som består af vaser i forskellige materialer; glas og stål samt messing, der spiller rigtig fint op til hinanden.

Fra Kähler til Rosti Mepal
Kählers smukke serie af vaser, såvel som Hammershøi service med mere, står også på hylderne hos F&H, og det samme gør Jamie Olivers køkkentilbehør.

Fra Mette Blomsterberg ses en ny skålserie med sølvmonogram som designelement. Skålene lanceres i anledning af hendes 20 års jubilæum. Siden august har der i Mette Blomsterberg kollektionen også været kobbergryder og pander.

Rosti Mepal er F&H’s omsætningsmæssigt største brand, og Margretheskålen, der blev lanceret for 60 år siden, er stadig utroligt gangbar i de danske køkkener i et væld af nye farver. Serien er således også udvidet med en skålserie i keramik.

”Og så har mange spurgt efter Lurpak smørboksen. Derfor har vi taget den op igen, ligesom smørbrikkerne, som mange husker fra 70’erne, også er på banen igen i skønne, nye farver.”

Ydermere har Rosti Mepal fået en licensaftale med Disney, så børnenes skolemad nu kan opbevares af Violetta, Cars, Planes og Spiderman, og hertil kommer Ping microskålene.

F&H har op til flere rigtig spændende nyheder på bedding til august. Præcist hvad er dog endnu en hemmelighed. Men glæd jer bare… Jeg har sneak peaket!
 

Relateret indhold

18.04.2024Designbase.dk

Ny ungdomsuddannelse kan skaffe flere unge til erhvervsuddannelserne

17.04.2024Designbase.dk

Engros- og detailhandlen lægger an til blød landing

17.04.2024Designbase.dk

Færre konkurser i Danmark, mens Sverige stadig er ramt

17.04.2024Designbase.dk

ESG skal være nemt for SMV’er

16.04.2024Witt

Sponseret

Witt A/S overtager distributionen af Aiper kabelfri poolrobotter i Norden

16.04.2024Designbase.dk

Nyt regnskab fra Bygma Gruppen:  Investeringer trods et udfordrende marked

16.04.2024Designbase.dk

Digital bogføring: det skal du vide

16.04.2024Designbase.dk

Bogføringsloven: De nye krav giver en klar fordel

Hold dig opdateret med designbase.dk

Bliv en del af design- og interiørbranchens eksklusive fællesskab. Få indsigt i de nyeste produkter, trends og tendenser, spændende interviews, temaer, unikke jobtilbud og spændende events.

Se flere temaer

Events

Se alle

Copyright 2023