30.07.2018  |  Furniture  |  Belysning

75 år med ikoniske lamper

LE KLINT er kendt i hele verden for det unikke håndværk med de håndfoldede lampeskærme og i år kan virksomheden fejre 75 års jubilæum. Virksomheden markerer jubilæumsåret med lanceringen af to nye lampeserier.

Tilbage i 1943 etablerede den kreative iværksætter, Tage Klint, virksomheden LE KLINT. men historien om virksomheden startede allerede 40 år tidligere, da Tage Klints far, arkitekt P.V. Jensen-Klint, foldede den første lampeskærm til en petroleumslampe, som han ligeledes havde designet selv. Hele Klint-familien, inklusive sønnerne Tage og Kaare Klint, og en lang række gode venner syslede herefter med at forfine skærmen igennem flere år, indtil Tage Klint valgte at gøre Klint-familiens husflid og folderi til en egentlig forretning. Han tilføjede også de oprindelige Klintskærme en afgørende detalje, nemlig den unikke gribekrave.

Det var også allerede i 1943 at LE KLINT butikken i Store Kirkestræde i København blev etableret. Butikken blev indrettet af Kaare Klint med specialdesignet inventar af ham selv i Oregon-pine med låger af fletværk. Dette inventar eksisterer stadigvæk og står til daglig i Odense. Væggene blev tapetseret med Gunnar Biilmann Petersens fint blomstrede ”Rosentapet” i en blå nuance, der gav modspil til de enkle, hvide plisserede skærme og den daglige bestyrer var i begyndelsen Lise Le Charlotte Klint, datter af Tage Klint.

De Klintske lamper er blevet udviklet i samarbejde med arkitekter og designere gennem hele det 20. århundrede og er løbende blevet justeret i takt med teknologiens fremskridt. Virksomheden har i dag en stor klassisk kollektion med designs af blandt andre Kaare og Tage Klint, Poul Christiansen og Andreas Hansen, samt en moderne kollektion med designs af blandt andre Markus Johansson, Christian Troels, Øivind Slaatto og Aurélien Barbry. Senest er kollektionen blevet udvidet med serien ARC, designet af den unge designduo, Manér Studio.

LE KLINT anno 2018

Historien om LE KLINT er ikke blot en virksomhedshistorie, men ligeledes en design- og teknologihistorie gennem mere end hundrede år. Fremskridt og brugen af ny teknologi er centrale elementer i LE KLINTs DNA og kollektionen er i konstant udvikling og fornyelse for at møde nutidens krav til belysning. 2018 er ingen undtagelse hvor LE KLINT startede fejringen af jubilæumsåret med lanceringen af lampeserien, ARC, designet af Manér Studio, som passende har ladet sig inspirere af Grundtvigskirken, tegnet af LE KLINTs grundlægger P.V. Jensen-Klint, og dens monumentale hvælvinger. Endnu en nyhed ser dagens lys i 2018 hvor designer Christian Troels, står for efterårets store nyhed med serien Pliverre, som bygger videre på LE KLINTs berømte plisseringer i et nyt materiale, nemlig opalglas.

www.leklint.dk

Mere fra Designbase.dk – Forum for design- og interiørbranchen

Designbase.dk – Forum for design- og interiørbranchen

http://www.designbase.dk

Designbase.dk – forum for design- og interiørbranchen – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for design og interiør, og som er målrettet direkte til og læst af fagfolk. Partnere på Designbase.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af Designbase.dk. Vi udkommer dagligt på Designbase.dk, uge…

Se virksomhedsprofil  

  Designbase.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere