Add this: 

TENDENSER

5 hurtige til Inge Sunke, Contrast

Siden 1991 har interiørsultne københavnere og andet godtfolk kunne finde inspiration til køkkenet, borddækning og indretning i butikken Contrast i Hovedvagtsgade. Placeret midt i det klassiske København med masser af historie og sjæl, byder butikken i de smukke gamle lokaler på moderne køkkenudstyr og design. Vi har taget en snak med Inge Sunke, der står bag butikken, om hvad der skal til for at bevare og udvikle en fysisk butik, og hvad hun skal opleve på sæsonens messer.
Af Sara Skovgaard Munk | 23. jan 2018 |
Inge Sunke, indehaver af Contrast ses her i midten af billedet i forbindelse med et kundeevent.

Du har haft butik i over 25 år, hvad skal der til for at overleve som fysisk butik i dagens digitale tidsalder?

Det er helt essentielt, at man kan skabe en unik oplevelse for sine kunder. Der skal være en stemning i butikken, som får dem til at føle sig trygge og i godt selskab og inspireret af både kendte og nye produkter. De skal selvfølgelig have en super service og altid føle at vi er der for netop dem.  På den måde opbygger man en tillid, så kunderne altid ved, at her får de det bedste både i form af de brands og produkter, vi forhandler, men i høj også i den information og faglige betjening vi altid tilbyder.

Og så SKAL den fysiske butik være suppleret af en dynamisk webshop.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det allerbedste ved mit job det er ubetinget den inspiration, jeg får dagligt fra vores meget engagerede publikum, deres respons på vores produkter, vores udstillinger, vores gode service og vores events. Det gør det sjovt og altid spændende at gå på arbejde. 

Vi får desuden rigtig mange internationale gæster på besøg i butikken, og deres oplevelse inspirerer mig også rigtig meget.

Hvordan bruger du design- og interiørmesserne i dit arbejde?

Jeg bruger messerne som et professionelt indkøbssted. Når jeg går på messer, er det først og fremmest for at købe ind til butikken. Men derudover skal jeg også møde alle vores leverandører, finde nye spændende produkter og så selvfølgelig få en masse inspiration.

Hvad glæder du dig mest til ved den kommende messesæson?

Jeg glæder mig allermest til at se, hvad de internationale firmaer har at byde på. Det er både de store virksomheder med brede sortimenter, men ligeledes de mindre og lidt skæve med færre produkter. Hvordan præsenterer de deres universer, hvad har de gjort af nye ting til denne gang, og hvilke produktnyheder viser de. 

Hvad er det næste, der skal ske for Contrast?

Vi befinder os i en tid, hvor det er altafgørende, at man kan skille sig ud fra mængden. Derfor skal vi nu og i fremtiden i endnu højere grad specialisere os. Det vil blandt andet sige, at vi skal udvikle og udvide med de brands, der er med til at definere os som en specialbutik. Derudover skal vi i endnu højere grad benytte os af vores unikke location her midt i det gamle København.

Mange kædebutikker kan drage fordele af fælles indkøb, markedsføring og lager, men vores styrke er, at vi er unikke, selvstændige samt at vi frit og hurtigt kan agere på nye koncepter og trends og inddrage det i vores arbejde og i butikken. 

Anbefalede showrooms