Add this: 

LEDELSE & DRIFT

”Hos os handler du med mennesker og ikke bare en skærm!”

Med et voksende online udbud af varer og en tendens til at vi klarer alt fra vores køb af rejser til dagligvarer på nettet, forsøger virksomheden Mercoprint at holde fast i det, de selv kalder ”gode gamle, danske dyder og værdier”. For dem er personlig kontakt alfa omega og med en positiv vækst og loyale kunder der holder ved – endda i mere end 40 år, virker det til, de gør noget rigtigt.
Af Sara Skovgaard Munk | 07. maj 2018 |

Med over 40 år på bagen, må der være tale om en virksomhed, der ved hvordan tingene skal gøres. Og ifølge indehaver Ole Haupt er det helt tydeligt, hvad netop Mercoprint gør, og hvorfor det virker:

”Det er personlig kontakt, øje-til-øje, vi kigger på hinanden. Hos os handler du med mennesker, for vi tror på, at mennesker både i dag og i fremtiden vil handle med mennesker, de kan lide”, fortæller Ole og fortsætter: ”Hos os oplever kunderne, at de får en ordentlig kvalitet, vi leverer, når vi har lovet det og vi har styr på sagerne.”

Det er jo hverken nye toner eller raketvidenskab. Men det kræver stadigvæk en klar vision, dedikerede medarbejdere, hårdt arbejde, gode relationer, og ikke mindst evnen til at pleje og opretholde disse.

Det hele startede tilbage i 1973, da Christian Ulvsager og kompagnon Finn Andersen sammen grundlægger Mercoprint, som en virksomhed, der primært leverer carbon-set, selvkopierende følgeskrivelser, fakturaer og hurtigt fulgte brevpapir, kuverter og andre papirvarer med i sortimentet. I 1975 træder Finn Andersen ud af firmaet, og Christian Ulvsager kører det videre på egen hånd, og forretningen udvikler sig positivt henover årene.

Ole Haupt overtager sammen med sin partner virksomheden i 2006, og de sætter naturligvis deres præg på forretningen. Blandt andet flytter virksomheden efter nogle år i Birkerød til Albertslund på Herstedøstervej, og dermed er Mercoprint tilbage, hvor det hele startede: På den københavnske vestegn – ikke mange stenkast fra Vallensbækvej og Mercoprints første adresse. Det har været væsentlig for Ole og hans partner at bevare den ånd og stil, som virksomheden er grundlagt på. 

”Det er gode gamle, danske dyder og værdier, hvor et ord er et ord. Vi sælger nærvær, tryghed og tillid. Det her er ikke bare en netbutik, som du googler dig frem til. Vi ER også på nettet, men det er ikke her vores fokus og interesse er. Det er vigtigt for os, at vi får kigget hinanden i øjnene, at vi kan stå inde for og på mål for det, vi siger, og det vi leverer”, fastslår Ole Haupt.

Efter 2006 foretager Mercoprint en række fusioner og overtagelser af små, specialiserede trykkerier, grafiske bureauer og broker-virksomheder henover de næste år, og Mercoprintfamilien vokser sig dermed større og stærkere. Men aldrig større end at det personlige altid er i fokus, og derfor har Mercoprint også kunder, der har været med helt fra starten i 1973. Og det er ikke kun kunderne, der er de samme, to af grundlægger Christian Ulvsagers sønner og en svigerdatter er stadig involveret i virksomheden, der i dag tæller 28 medarbejdere. Det vidner i den grad om en god loyal virksomhed med solide værdier.

Udbuddet af produkter og ydelser er med årene blevet udvidet i takt med størrelsen, hvor især nye aktiviteter som et lagerhotel i Næstved, introduktion af nye promotion-artikler og endnu flere innovative webløsninger sætter dagsordenen for det moderne Mercoprint. Alle disse nye tiltag øger selvfølgelig også omsætningen, der bare siden 2011 er tredoblet, og i dag efter Oles ord er på den ”sjove” side af 100 millioner.  

Vi sidder i virksomhedens hovedkvarter i Albertslund, og herudover har Mercoprint en afdeling i Fredericia, lagerhotel på Sjælland og et i Jylland samt to produktioner i Jylland. På bordet foran os og på reolerne langs væggene er forskellige eksempler på de produkter og løsninger, som Mercoprint tilbyder. Den primære del af dette er grafiske produkter, som brochurer, brevpapir, visitkort, kataloger, papirsposer, labels, kampagnematerialer, hvoraf det meste produceres på virksomhedens egne produktioner i Jylland. Derudover tilbyder Mercoprint en bred vifte af promotionmateriale, som gaver, jule- og firmagaver, tøj med print, logo etc. samt en række produkter i nye bæredygtige materialer - et område som virkelig vækster ifølge Ole Haupt.

Senest er der investeret i produktion af etiketter samt en maskine, der kan lave tryk på pap- og papirposer. ”Det som er særligt ved denne maskine, er at den er velegnet til de mindre oplag, så butikkerne kan tilpasse deres kampagnetilbud til lige den kommende mærkedag, og derfor sagtens kan købe stort ind af poser, da de med vores maskine hurtigt kan tilpasses efter behov og evt. sæson. Så slipper de for at have et hav af udgåede kampagneposer liggende på deres lagre”, forklarer Ole Haupt og fortsætter:

”Vi er salg, service og logistikpartner. Vi kan det hele, vi er ikke verdens billigste, men vi kan det hele og vi kan løse alt for en kunde via 1-2 kontaktpersoner her fra virksomheden. Og hvis behovet er der, kan vi også levere på to timer”.

Lidt udover det sædvanlige

Udover de grafiske løsninger og promotionartiklerne tilbyder Mercoprint desuden logistiske løsninger, som at opbygge og vedligeholde webshops for sine kunder endda med tilhørende lagerfacilitet via deres to lagerhoteller. Her er kunderne eksempelvis politiske partier, advokatkontorer, banker og universiteter, der bl.a. har tøj, kontorudstyr og merchandise med logo eller andet print til ansatte og kunder.

”Vi er af den opfattelse, at vores kunder er meget loyale, og vi er også selv meget loyale over for vores leverandører. Vi har et samarbejde, vi sætter os ned og snakker om fremtiden, hvor er det, vi går hen, hvor går han hen, hvad er det, vi investerer i, hvad kigger vi på, og i hvilken retning tror vi, markedet bevæger sig. Så vores opfattelse er helt sikkert, at selv om folk godt kan lade sig friste, så er de stadig meget loyale. Det er selvfølgelig også fordi, de oplever, tingene er i orden hos os, og vi tager os også tid til at rådgive kunden, om det nu er den rette løsning. Og det bliver værdsat.”

Men selv om det primært er produkter virksomheden lever af at sælge er det ifølge Ole meget mere end det. Nogle af de opgaver Ole aldrig glemmer, er tydelige eksempler på hvor meget, den personlige kontakt betyder, og hvor langt man kan komme med tillid til hinanden, og ved at gøre det lille ekstra. Det er det, der betyder så uendeligt meget, og gør en verden til forskel, når man som kunde deler ud af sine gode og dårlige erfaringer med venner og bekendte.  

”Jeg havde en sjov oplevelse med en canadisk mor, der ringede til mig. Hun havde glemt at få sendt en pakke til sin datter, der studerede her i København, og hun var helt ulykkelig. Så jeg lovede hende, at datteren kunne få noget af det her tøj vi havde lavet til universitetet. Jeg kørte derfor selv ind og afleverede det til datteren på hendes fødselsdag fra hendes mor, og de blev begge selvfølgelig rigtig glade. Så det var meget sjovt, at man kan gøre den der lille forskel, som betyder alverden og virkelig bliver værdsat. Og her er forskellen jo, at du handler med et menneske og ikke en skærm”, fortæller Ole med et smil.

Så selvom tendensen går mere og mere mod et online udbud og skærmservices, skal man ikke kimse af personlige relationer og handel med rigtige mennesker – det virker stadig. Mercoprint har i hvert fald drevet succesfuld forretning med denne tilgang, og til august fylder virksomheden 45 år, og det skal fejres. Herfra skal der i hvert fald lyde et stort tillykke! 

Anbefalede showrooms